TV 2 og TV3 i uopfindsom lørdagskrig

TV 2 og TV3 tørner sammen med identiske sang-formater lørdag aften, TV 2 vinder kampen.
Tine Brødegaard Hansen

TV3-programmet 'Magi i luften' har haft pæne seertal, men nu slår TV 2 igen med 'Så det synger' i timeslottet kl. 20 til 21 lørdag aften.

Produktionsselskabet Mastiff A/S står bag begge sang-formater til de to konkurrerende kommercielle kanaler.

Hos mediebureauet Mediaedge:cia er man blevet positivt overrasket over, hvordan TV 2 er kommet fra start med lørdagsunderholdningsshowet 'Så det synger', der har Michael Carøe som vært.

"Nogle hos os havde gættet på et lavere seertal, men 681.000 seere og en share på 37 pct. i 3+ er en god start. Hvis man ser på tendensen er der stigende seertal hele vejen gennem programmet, det betyder, at der kan komme flere seere til næste gang," siger tv-researcher Michael Jensen.

TV3's 'Magi i luften' med Robert Hansen som vært, er faldet til 119.000 seere fra at have ligget omkring 170.000 seere i de tidligere programmer, oplyser Michael Jensen.

"Det faldende seertal til 'Magi i luften' skyldes til dels påsken, hvor der kan være færre seere, men også at der kommer et program, der minder meget om det TV 2 sender på samme tidspunkt."

I påskeugen gik TV 2's hovedkanal lidt frem fra en share på ca. 45 pct. til en share på 46,3 i 21-50. Det ændrer ikke ved det kraftige fald fra sidste års share-niveau på mellem 50 til 54.

"Når TV 2 går frem er det typisk TV3 der taber seere, mens TV 2 primært vinder seere hvis DR1 går tilbage. Derimod er Kanal 4 og Kanal 5 mindre følsomme for hvad der sker på de øvrige kanaler," siger Michael Jensen.

TV 2's fremgang på lørdagsunderholdningen skal også ses i lyset af, at DR1 sendte en Olsenbanden-film.

"Der var 671.000 seere til Olsenbanden-filmen, for bare et par år siden kunne sådan nogle trække over halvanden mio. seere, det kan de ikke i dag, de er vist for mange gange," siger Michael Jensen.

Ikke desto mindre løber DR med det mest sete program i kraft af X Factor, der fik 1,74 mio. seere, eller 74 pct. af alle de der havde fjernsynet tændt. Det medvirkede til at gøre DR1 til den mest sete kanal i påsken.

"Når DR1 klarer sig godt i påsken skyldes det ikke særlig programændringer, for sendefladen er stort set den sammen, det skyldes at DR1 også har klaret sig godt i de andre uger," siger Michael Jensen.

Det kolde påskevejr har formentlig været medvirkende til at slå rekorden i tv-sening fra 1994 med fire minutter. I gennemsnit så danskerne fjernsyn i tre timer og syv minutter om dagen. Det daglige gennemsnit for 2008 er to timer og 52 minutter om dagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også