SFK: Vi laver vinderprogram til TV 2

Skandinavisk Film Kompagni ser TV 2's udbud af morgen- og aften-tv som en mulighed for at sikre sig begge dele.
Tine Brødegaard Hansen

Siden morgen-tvs begyndelse på TV 2 i 1996 har produktionsselskabet Skandinavisk Film Kompagni med Jørgen Koldbæk og Erik Stephensen i ledelsen, formået at fastholde opgaven gennem løbende genforhandlinger og aftaler. MediaWatch har spurgt Jørgen Koldbæk om hans tanker vedrørende udbuddet.

Hvad er din reaktion på, at TV 2 udbyder morgen-tv?

Det har vi vidst i over halvandet år, siden daværende TV 2-direktør Per Mikael Jensen besluttede, at det skulle i udbud. Det eneste der overrasker os, er at det er en nyhed i medierne nu igen.

Havde I håbet, at beslutningen ville blive ændret med Per Mikael Jensens afgang?

Nej, det har vi ikke forholdt os til, det er TV 2's beslutning.

Hvordan reagerede I første gang i hørte om det?

Det tog vil til efterretning. Siden 1996 har vi været i stand til at slå alle modstanderne af banen på morgen-tv. DR har forsøgt sig, TV3 måtte opgive kampen. Vi har været heldige og dygtige nok til at holde det kørende som et vinderprogram, der er blevet produceret på den måde TV 2 ville have det

Ærgrer det jer ikke at morgen-tv sættes i udbud, hvis I har levet op til TV 2's krav?

Nej, det er jo ikke et beskyttet båndværksted, vi arbejder på. Vi tager det som en mulighed og nu kan man jo byde på både Go'Morgen og Go'Aften Danmark, så det vil vi gøre. Vi handler i det marked der er, og overvejer hvordan vi skal rykke. Det (udbuddet, red.) er bare en af de mange ting, der sker i mediebranchen.

Vil I også byde på TV 3's morgen-tv?

Det har vi ikke taget specielt stilling til endnu. Og hvad vi gør på det punkt, det holder vi for os selv. Vi håber at samarbejdet med TV 2 fortsætter, det har været et super samarbejde. En af de ting vi har lagt vægt på er, at vi ser Go'Morgen Danmark som et værtsprogram, det gør vi meget ud af i vores firma.

Gode værter er en ultravigtig del af et program, Cecilie Frøkjær har været med siden 2. december 1996 og er stadig i dag den mest prisvindende kvindelige vært. Hun har lige vundet Billed-Bladets læserkåring af bedste kvindelige tv-vært og fire gange er hun kåret af Tv-festivalen som bedste kvindelige vært. Vores værter er en meget væsentlig del af vores styrke, vedholdenhed og staying power. Den første uge kan man måske nok lave fantastisk morgen-tv, det kan man også tredje uge eller tredje måned, men hvor mange kan fortsat lave det på tredje år?

Kan I forestille jer at leje værter ud til morgen-tv, hvis opgaven går til et andet produktionsselskab, som ønsker at bruge en vært som Cecilie Frøkjær for eksempel?

Nej, det kan jeg ikke umiddelbart forestille mig.

Hvad betyder det for Skandinavisk Film Kompagni, hvis ikke vinder TV 2's udbudsrunde om morgen- eller aften-tv?

Det er jo deres valg, tv-stationerne har adgangen til seerne, så de bestemmer. Men hvis det skulle ske, må vi lægge vægten over på nogle af vores andre ben. Skandinavisk Film Kompagni vil stadig eksistere, selvom vi ikke laver morgen-tv. Enhver forandring behøver jo ikke at være dårlig, men vi vil gøre os umage med at give et godt tilbud både på indhold og pris.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også