Q&A: TV 2 på katastrofekurs?

Det fremgår med mellemrum, at mediekoncernen TV 2 kommer under stort pres og snart står med uoverstigelige problemer. Hvad mener du, Merete Eldrup?
Per Fanefjord Laursen

Det fremgår med mellemrum, at mediekoncernen TV 2 kommer under stort pres og snart står med uoverstigelige problemer. Hvad mener du, Merete Eldrup?


Dommedagsprofitierne syv måneder før TV 2s 20 års fødselsdag skyldes flere ting: vigende reklamemarked på tv, usikkerhed om eu-sagerne og privatiseringen, og det digitale sendenet, der i 2009 ændrer arbejdsbetingelserne for hele tv-branchen, og specifikt fjerner TV 2s fordel som eneste helt landsdækkende kanal. TV 2 har regnet ud, at man vil tabe 100-150 millioner på at miste monopol på landsdækkende distribution.

MediaWatch: Er tv-reklamemarkedet dødt som indtægtskilde, og truer det TV 2?

Merete Eldrup: "Det er fuldstændig rigtigt. Vi er alt for reklameafhængige. DR får 3,3 mia. licens lige ned i foret; de ved, de er der. De kan bestille programmer og sætte gang i ting. Vi skal for 2,5 mia., som vi forsøger at hive hjem, lave fem kanaler, radio, net. TV3's indtægter kommer med mere end 60 pct. fra abonnement, SBS er gået over til en abonnements-model for Kanal 4 og Kanal 5, mens vi er i den position, at 85 procent af vort indtægtsgrundlag er reklamer, og det er konjunkturfølsomt."

"På gaden og blandt beslutningstagere tror man stadig, at vi får en eller anden støtte. Vi får 0 kr. og vi har public service forpligtelser: Vi skal støtte dansk film med ca. 60 mio. kr. årligt. På den måde kunne man godt se en model, hvor det presser os lidt, men jeg er ikke dommedagsagtig, TV 2 er et afsindigt stærkt brand."

MW: En af de mest bekymrede på TV 2s vegne er traditionen tro medieprofessor Frands Mortensen, der forudser TV 2s sammenbrud, når statsstøttesagerne tabes, og TV2 skal betale seks milliarder?


ME: "Jeg er faktisk inde i sagen, for jeg selv har budt på TV 2. Skulle afgørelsen gå staten og TV 2 imod, så kan der ske noget, men det er et helt andet billede, det fylder ikke i min hverdag: Vi må se, hvordan det går, og hvor mange gange, det bliver anket.. I givet fald er det større end mit bord. Skulle det ske, så må man løse det til den tid. Jeg kan ikke gøre fra eller til, vi taler med advokater og giver dem hvad de skal bruge. Da man sidst skulle betale en mia. kr. tilbage, måtte man lave en rekapitalisering som blev godkendt af EU-kommissionen. Det er nonstop."

MW: Forventer du en privatisering i din "tid"?

ME: "I regeringsgrundlaget står to linier om det. Det kræver, at sagerne afsluttes, når det sker skal TV 2 sælges, men min holdning er, at TV 2 ikke skal drives på to forskellige måder alt efter, om vi skal sælges eller ej. TV 2 skal have orden i sin økonomi, vi kan ikke blive ved at humpe af sted med underskud. Vi skal have et bredere indtægtsfundament, det skylder vi vores ejer, medarbejdere og danskerne. Jeg siger ikke, at hvis vi skal sælges til næste år, så skal jeg gøre noget helt andet. Det må vi tage til den tid."

MW: Vi kender gatekeepers navn om knap én måned, hvad vil du så gøre den dag?

ME: "De tre, der har budt, vil gerne have en aftale med TV 2 og distribuere vores kanaler. Vi vil gerne være i det digitale net og stiller alle lige. Vi har ikke forhandlet konkrete vilkår, det går vi først i gang med, men syntes vi er meget værd. Men det er klart, at har man få husstande at komme med, er prisen jo en anden, det er bare en ny mulighed."

MW: Men er det ikke en svækkelse for TV 2 som stor mediekoncern at skulle stå i kø ved gatekeepers dør sammen med alle andre?

ME: "Det er vi også i Yousee. Jeg læste i mit gamle job hvidbogen og gatekeeeper-udbudsmaterialet, og der stod ikke TV 2 på noget af det, så skulle man ville noget andet politisk."

"Digitaliseringen betyder at alle kan lave det samme, men ikke fra den ene dag til den anden. Det tager noget tid, vi får noget indkøring. Det vil presse vores hovedkanal, men plusset er at vi også får mulighed for at lave nye kanaler som alle andre".

MW: Hvad er TV 2's rolle i de næste år; hvad er det for en mediekoncern, du ser for dig, og er visionen den samme som Per Mikaels?

ME: "Per Mikael med et lille minus foran alt, og stærkeste kommercielle medieudbyder. Vi skal have flest seere, men når man kommer fra så massiv føring, er det jo derfra de andre spiser. Betegnelsen 'Danmarks største fællesskab', som Palle Strøm fandt på, er god for der er ikke meget der kan samle mange danskere længere og det syntes jeg er et mål at gøre. TV 2 skal have bredden hele vejen rundt i nyheder underholdning osv. Så må vi leve med, at det hele ikke bliver på hovedkanalen, men noget også bliver spredt i kraft af, at vi har de andre kanaler, men det er ok."

"Det næste er, at vi skal ligge i toppen på nettet. Net og tv spiller sammen, og på et tidspunkt må de indtægter begynde at fylde noget, det venter hele markedet på, uanset økonomisk smalhals satser vi på net. Selvom der er 30 pct. vækst årligt på net, er stadig fra et meget lavt udgangspunkt, en procents vækst på hovedkanalens reklameindtægter svarer til 15-16 mio., Det er det ikke på nettet endnu."

"Derudover tror jeg på det brede mediehus, men ikke på den store printvision for TV 2. Har man har et emne, man kan lave nogle bøger eller magasiner om, er det fint nok. Ikke mere. Det har jeg været for mange år i printverdenen til. Der er kamp nok på papirmarkedet, der ser I os ikke".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også