Eldrup: Troede jeg var færdig med spareplaner

TV 2's nye adm. direktør havde glædet sig til at skifte hest fra dagblade til tv, blandt andet fordi TV 2's økonomi så god ud.
Tine Brødegaard Hansen

TV 2's nye adm. direktør havde glædet sig til at skifte hest fra dagblade til tv, blandt andet fordi TV 2's økonomi så god ud.

Det fortæller Merete Eldrup MediaWatch i en samtale om overraskelserne ved hendes nye stilling, der også kom til at handle om tv-mediets ansvar og kravene til direktøren for Danmarks mest sete tv-station.

Hvad kan du drage af sammenligninger mellem dit nuværende job og dit forrige?

"Dagbladsmarkedet og oplagstallene er faldet, selvom tv-seningen ikke stiger, falder den heller ikke, så jeg tænkte: "Nu skal jeg endelig ud af det, ikke flere spareplaner, TV 2's økonomi er jo god." Men så er det bare 'all the same', konjunkturerne vender, man sidder i et miljø der er drevet af indhold på nyheder og andre programmer, vi kan skære lidt her og der, men det må ikke forringe kvaliteten. Det skisma ligner det jeg kender fra dagbladsverdenen."

Hvilke forskelle er der så?

"Forskellen er, at der ikke er samme depression i tv-branchen som nogle steder på dagbladene, der er hårdt ramt af gratisaviserne. Det andet er planlægningshorisonten. Det er lidt sjovt, for på den ene side er tv er et meget hurtigt medie, der kan sendes direkte og man er på med det samme, men på den anden side er program-planlægningen for forårs-sæsonen gjort. Man kan rykke programmerne en time frem eller tilbage, men man har investeret i hvor mange seere man får længe før tv-serierne og filmene reelt bliver sendt. Dramaproduktioner skal besluttes endnu tidligere.

Hvis man på dagbladene vil lave ændringer i lørdagsavisen, så kan man ret hurtigt gøre det hvis ellers, man arbejder for det. Så tv-mediet er en blanding af at være meget hurtigt og at kræve meget lang planlægningshorisont. Derudover er det også et meget større apparat og teknologisk dyrere.

Noget andet er, at tv-branchen godt kan lide at skrive om sig selv, det er jo derfor MediaWatch har et godt liv, men tv fylder endnu mere end dagblade i mediebilledet. Hver eneste lille pip jeg laver bliver næsten til en artikel."

Ja, du er nærmest blevet til fast indslag i ugebladene, det har du ikke været i dit tidligere job?

"Nej, nu bliver jeg inviteret til premierer, jeg drømmer om at finde tiden til at gå til dem, men i øjeblikket har jeg nok i at sætte mig ind i det hele."

En person som Kenneth Plummer har udtalt, at han var overrasket over opmærksomheden og hvor meget man forventes at deltage i?

"Ja, det bestemmer man også selv, jeg har nok ikke samme behov for at deltage i så meget, men jeg har for eksempel været i Alt for damerne, og jeg stiller gerne op til interview, men helst om virksomheden."

Får du rådgivning om, hvordan du skal håndtere medierne?

"Nej, jeg vidste det ville blive voldsomt med interessen, men det er blevet det dobbelte af, hvad jeg troede. Det hænger nok sammen med, at der endelig er et nyt navn, og at det er en kvinde. Men jeg har stillet op til interviewene, selvom nogle siger: "Hold da op, vi kan snart ikke åbne en avis uden at du er i den". Men min holdning er, at man må hele vejen rundt i medierne, og så mange læser ikke dobbelt, de holder sig til en avis. Så en del af jobbet er at stille op til interview.

Tænk hvis jeg var blevet udnævnt til direktør for en møbelfabrik med samme omsætning, så havde det fået en note i aviserne, men der sagde mange til mig, at tv er noget andet, alle ser TV 2 og vil gerne vide, hvilken fisk der er blevet direktør. Det generer mig ikke stærkt, men jeg søger det heller ikke aktivt selv."

Hvordan bliver din rolle som direktør, vil du gå i detaljen eller i højere grad svæve over vandene?

"Både og. Det jeg er havnet i de første tre måneder, er at være mere økonomi direktør end adm. direktør. Men det skyldes, at der har manglet en økonomi direktør og været meget fokus på regnskabet for 2007 og det hul der skal dækkes i 2008. Til gengæld har det givet god mulighed for at komme rundt i virksomheden, selvom det er med talbrillerne på, får man indblik i de forskellige afdelinger, hvad det koster at lave TV 2 News osv.

Men jeg skal ikke kende hvert eneste hjørne af virksomheden, og kan ikke kende hver eneste medarbejder, det vil tage flere år. Jeg vil ikke detailstyre, man skal kunne træffe en beslutning uden at den skal forbi mig, men jeg vil især gerne være med på indholdssiden. Det griber tilbage til spørgsmålet om forskellene på dette job og mit forrige. Bladhusene er typisk delt mellem en administrativ, kommerciel del og en redaktionel del. Der hvor jeg har siddet før, havde man ikke formelt nogen mening om indholdet, men er der noget galt med et indslag i TV 2 Nyhederne eller andet, sidder jeg med det øverste ansvar. Det skal jeg læres op i for tv er en anden verden end dagblade.

Virker fejl på tv værre end i fejl i trykte aviser?

"Ja, på dagbladene skriver man bare en rettelse. Men laver man et indslag på tv, hvor man glemmer at høre begge parter eller en minister bliver stiktosset, så virker det stærkere. Avisen ryger bare i genbrugscontaineren næste dag."

Hvad er dit mål som leder?

"Mit mål er, at den dag mere end halvdelen af min dag går med at indhold, er jeg tilfreds for så kører resten af virksomheden og det administrative. Selvom jeg skal være inde over store beslutninger og investeringer, hvad jeg også meget gerne vil, så er det vigtigt at være sparringspartner på indholdssiden. Der kan det være en fordel, at jeg ikke er indgroet i film- eller produktionsmiljøet med en fast opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen og hvem der er de gode og de onde. Det kan være godt med en udefra, der stiller spørgsmålet hvorfor?"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også