Svære tv-årsaftaler trækker ud

De vigtige årsaftaler mellem tv-selskaber og annoncører er usædvanligt forsinkede i år, erfarer MediaWatch.
Per Fanefjord Laursen

Informationstrangen er ikke omfattende blandt partnerne, men GroupM vil godt give et bud på, hvorfor processen er anderledes i år.

Spillet drejer sig i 2008 om ca. 2,25 mia. kroner, eller ca. 95 procent af årets tv-omsætning.

"Ja, processen er forsinket i år," siger Trading Director Kenneth Brenøe til MediaWatch. GroupM repræsenterer tv-indkøb fra Mediaedge:cia, Mediacom, Mindshare og Maxus.

Han peger på tre faktorer, der fører til, at det tager længere tid for tv-stationerne og bureauerne at blive enige om at indgå årsaftaler.

"Annoncørerne tager sig længere tid i år, fordi de forudser en recession i 2008, og derfor ikke vil binde så mange penge i tv, som de har gjort i de senere år," siger Kenneth Brenøe.

Dernæst vil annoncørerne gerne sikre sig flere frie midler til digitale kampagneaktiviteter, som de i mindre grad kan forudse og planlægge på sigt, påpeger han.

"Det spiller også ind på priserne, at tv-markedet har ændret sig, således at tv-stationerne ikke længere er udsolgt. Samtidig er signalet fra avismarkedet faldende priser og gode muligheder for annoncørerne. Ad hoc print køb er en anden god grund til at holde igen på at binde penge i tv," siger GroupM repræsentanten, der også noterer sig, at nogle tv-selskaber har forstået den nye situation og handler efter den.

OMD vil ikke kalde processen decideret forsinket, men markedet halter efter planen i forhold til tidligere år.

"Det skyldes en større usikkerhed i markedet. De mange dommedagsforudsigelser omkring den overordnede udvikling i danskernes økonomi påvirker ganske forståeligt budgetlægningen hos annoncørerne. Det skyldes også, at aftalegrundlaget er langt mere kompliceret i år end tidligere," siger Trading Director Claes Braagaard.

OMD understreger, at tv-mediet stadig er et af de mest effektfulde medier på planen, men i 2008 mærker man, at styrkeforholdet er under forandring på mediemarkedet.

"Vi kan via salgsmodellerne se, at vi rammer toppen af effektkurven tidligere og tidligere med tv-annoncering. Det øger behovet for at kanalisere flere penge over på andre mediegrupper og kreative løsninger for at fastholde og øge effekten af medieinvesteringen. Dermed forhandler vi ikke længere bare "TRP'er", men inddrager andre platforme og løsninger i de traditionelle tv-forhandlinger. Det sinker processen," siger han.

SBS TVs salgsdirektør Søren Sommer erkender, at forløbet er lidt forsinket i år.

"Det er ikke noget, vi tager særligt tungt. Sådan er processen altså i år," siger han og tror, at annoncørerne tager sig ekstra tid til at overveje, hvad de vil i 2008.

Kenneth Brenøe tror, at man nok skal blive enige til deadline midt marts, men flere aftaler vil givetvis blive diskuteret helt frem til sidste minut. OMD forventer, at der forhandles som altid lige til fem minutter i deadline. Den 11. marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også