TV 2's fredagsflop giver annoncesmæk

Hvis TV 2-seertab på fredagsfloppet 'Varm på is' ikke vender, resulterer det i mistede annonceindtæger på 2-3 mio. kr.
Tine Brødegaard Hansen

Hvis TV 2-seertab på fredagsfloppet 'Varm på is' ikke vender, resulterer det i mistede annonceindtæger på 2-3 mio. kr.

Det vurderer Tv director i Mediacom, Finn Kristensen, på baggrund af en grov beregning til MediaWatch.

"Per udsendelse mister TV 2 ca. 650.000 kr. i listepriser på annonceindtægterne. Med rabatter er beløbet sværere at vurdere, men ligger nok omkring det halve," siger Finn Kristensen.

Ganger man det med de ti planlagte programmer giver det et beløb uden rabatter på 6,5 mio. kr. og med rabatter omkring 2-3 mio. kr.

"Det er ærgerlige penge at miste, og forklarer hvorfor TV 2 gør sig besværet med at rykke 'Varm på is' ud af 'X Factors' skygge," siger Finn Kristensen.

Som fagmand ærger det ham at TV 2 mister seere til en public service kanal, frem for en kommerciel.

"Det er ærgerligt at en af TV 2's store seersatsninger skuffer, især fordi seerne opsamles af DR1 og ikke af Viasat-kanalerne eller SBS."

Hos mediebureauet Mediaedge:cia, vurderes konsekvenserne for TV 2 mere afdæmpet.

"Vi på mediebureauerne ved godt, at det kan gå op eller ned med seertallene til de store underholdningsprogrammer, men hvis manglende programsucces er en generel trend for TV 2's forårssæson og TV3 eller SBS lukrerer på det, så er det dem annoncørernes penge går til," siger broadcast director Flemming Jensen.

Men indledningsvis slår han koldt vand i blodet, trods TV 2's fald fra total fredagsdominans i efteråret med i snit over en mio. seere til 'Vild med dans', mod Varm på is der trækker omkring det halve antal seere.

"Seerfaldet på et enkelt program påvirker ikke den samlede annoncering voldsomt meget. Brede underholdningsprogrammer som også 'Vild med dans' er ikke så kommercielt attraktive, fordi det er dyrt at annoncere i de timeslots, og fordi programmerne har en bred, ældre seerprofil."

Før og efter et program som 'Desperate Housewivies', kan annoncørerne i langt højere grad ramme en defineret målgruppe med specifikke budskaber.

Seerfaldet til Varm på is rammer lige ned i årsforhandlingerne mellem tv-stationerne og mediebureauerne, der allokerer annoncørernes reklamepenge.

"Vi er i øjeblikket i gang med at lave kontrakter med TV 2 og TV3, seerfaldet kan blive en af de små pinde, der gør at man som mediebureau holder lidt tilbage, men igen er det først et problem hvis faldet i seerandele bliver en generel trend for TV 2, lige nu er det bare små krusninger" siger Flemming Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også