Gatekeeper-ansøger justerer bestyrelsen

Telenors DDTV er nødt til at argumentere grundigt for, at man kan garantere mere konkurrence, men TV 2 Sport-afgørelsen viser måske vejen.
Per Fanefjord Laursen

Telenors DDTV er nødt til at argumentere grundigt for, at man kan garantere mere konkurrence, men TV 2 Sport-afgørelsen viser måske vejen.


Evnen til at tilføre mere konkurrence på tv-markedet tæller 50 procent, når Radio- og tv-nævnet de næste uger bedømmer ansøgningerne til gatekeeper-rollen. Derfor har alle ansøgerne oprettet nye selvstædige selskaber, som officielt ansøger.

Især MTGs ansøger 'Danmarks TV A/S' har behov for at forklare, hvordan selskabet er uafhængigt af TV3-kanalerne og Viasat.

Et lignende behov har Telenors ansøgerselskab, DDTV A/S.

MediaWatch beskrev for nogle dage siden, hvorledes Telenors Danmarks Digital-TV, vil være markant til stede på markedet, hvis man vinder udbuddet om rollen som gatekeeper. Telenor-selskabet vil være knyttet til de tre væsentligste platforme for tv-distribution samt mobil-tv via DVB-H. Dertil kommer, at man med opkøbet af DR's sportsrettigheder også er en indholdsudbyder.

Anker Brink Lund, professor i medieledelse, Copenhagen Business School, pegede på, at når et af hovedkravene er platform-neutralitet, kan det give bagslag for Telenors gatekeeper-ansøgning, at man har stærke interesser i kabel- og satellit-distribution i Danmark gennem Sonofon, Cybercity og Canal Digital.

De forhold er Telenor-selskabet opmærksomme på i deres ansøgning, hvor man med adskillige organisationsdiagrammer søger at demonstrere vandtætte skotter mellem de aktiviteter, Telenor har i Danmark, og DDTVs eventuelt kommende virke.

Ifølge MediaWatchs kilder skal man hæfte sig ved, at personen Erik Nord sidder med i virksomhedsledelsen i både Canal Digital og Danmarks Digital Tv. Det er ikke klart, om Erik Nord er direktør, sidder i bestyrelsen eller lignende, men han indgår i virksomhedsledelsen begge steder.

Personsammenfaldet rejser to grundlæggende problemer, ifølge MediaWatchs kilder.

Erik Nord ved, hvad Canal Digital betaler for sine programrettigheder. Det er nyttig viden, at tage med over til bestyrelsesarbejdet i Danmarks Digital TV. Der er teoretisk risiko for, at konkurrencen forvrides, hvis Erik Nord kan lave aftaler med programudbydere, som berører begge platforme.

"Erik Nord træder ud af DDTVs bestyrelse af samme grund. Det vil fremgå, når vi offentliggør vores bestyrelse torsdag eller fredag," siger DDTVs bestyrelsesformand Per Bendix.

DDTV er i sin ansøgning opmuntret af, at Konkurrencestyrelsen sidste år accepterede konstruktionen omkring TV 2 Sport.

TV 2 og MTG ejer TV 2 Sport i fællesskab, og blev i 2007 mistænkt for at ville dominere det marked. Men TV 2 Sport er af Konkurrencestyrelsen bedømt selvstændig og uafhængig, fordi den har uafhængig direktion og bestyrelse, og den har givet i alt 17 tilsagn om, at man ikke vil koordinere sine aktiviteter.

Det styrker en forventning om, at Styrelsen vil anlægge samme fortolkning med DDTV, vurderer gatekeeper-kandidaten.

DDTV har også afgivet en række tilsagn - inspireret af TV 2 Sport afgørelsen. Man noterer sig, at i TV 2 Sport-sagen var der den forskel, at det var de to dominerende aktører på tv-sportsområdet, mens det i DDTV tilfældet er tale om Canal Digital, som har en markedsandel på mere beskedne syv procent.

DDTV påpeger i øvrigt, at selskabets engagement i markedet og moderselskabets opkøb af SAS Liga-rettigheder allerede nu har haft en stimulerende indflydelse på konkurrencen, idet Viasat i sidste uge gjorde klart, at man ikke vil lade DR benytte landskamprettigheder til radio gratis.
Viasats reaktion er - formentlig - et udtryk for, at man føler sig generet af, at man har fået konkurrence på Superliga-rettighederne.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også