Nyt filmtalent satser på tv

Ny teknologi ændrer vort privatliv, og det er et perfekt afsæt for en tv-dramaserie, mener dansker i Hollywood.
Per Fanefjord Laursen

Ny teknologi ændrer vort privatliv, og det er et perfekt afsæt for en tv-dramaserie, mener dansker i Hollywood.

Filminstruktøren Gregers Heering har besluttet sig for at blive i Los Angeles efter endt instruktøruddannelse på American Film Institute.

Den danske instruktør skal i den nærmeste tid ud og pitche et tv-pilot til tv-selskaber i USA.

Tvs rolle som underdog i filmbyen er forlængst passé. Hollywood befinder sig i en tid, hvor der er store kreative muligheder indenfor tv. Der bruges enorme ressoucer på at skabe cinematiske universer på tv i kampen mod det mere brugergenerede materiale. "Lost" er et af flere eksempler på sådanne produktioner.

Forfatterstrejken har samtidig sat ekstra spot i filmbyen på kvaliteterne i god fiktion og scripted indhold.

"Som filmperson er tv attraktivt. De gode shows er blevet en mærkevare, som folk er stolte af at have stående på hylden sammen med deres yndlingsfilm," siger Gregers Heering til MediaWatch.

Han lagde ikke ud med at skulle skrive en pilot til et tv-show, men den idé, han arbejder på, er ideel til mediet.

"Jeg har i den seneste tid arbejdet på at skrive et tv-drama, der handler om den moderne teknologis indflydelse på vores privatliv. Planen er, at kunne medbringe et stykke originalt materiale, når man skal finde den rigtige agent, der kan bane vejen for at projektet kan blive solgt, og desuden åbne døren til andre projekter," siger han, men vil ikke være mere konkret.

Han er optimistisk omkring at få chancen i Hollywood.

Én af fordele ved at være i Los Angeles er, at man kan møde folk, der kan åbne døre til andre folk, som man kan pitche sine ideer til.

"Jeg er opmuntret af, at folk herovre er opdraget til, at ting kan lade sig gøre. Dernæst er den lukkede Hollywood-branche ikke mere lukket, end at man hele tiden lurer på den nye ting - det nye hit - og man ved af erfaring, at man aldrig ved, hvor det kommer fra," siger han.

Gregers Heering imødeser også instruktøropgaver fra Danmark eller opgaver for danske projekter - f.eks. reklamefilm - der vil udnytte Los Angeles som location.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også