Nyt program-koncept på TV 2: Dramedy

Den danske folkekomedie skal støves af og genopfindes i en moderne version på TV 2.
Tine Brødegaard Hansen

Det siger programchef på TV 2 Keld Reinicke til MediaWatch.

"Kampen om seerne i de kommende år skal vindes på dansk fiktion. Vi har kun set begyndelsen, for hvis fiktion fungerer, er det, hvad danskerne vil have," siger Keld Reinicke.

TV 2's bud på genren kaldes 'dramedy', en sammentrækning af drama og comedy.

For at eksemplificere genren, peger Keld Reinicke på en blanding af film som 'Den eneste ene', 'Italiensk for begyndere' og serier som 'Ugly Betty' og 'Desperate Housewives'. De blander en dramatisk handling og forviklinger med komediens figurer.

"Ideen er i udbud nu, og forskellige folk skriver på det. Det er en langvarig og dyr proces, så vi er først klar i 2009, men vi har analyseret markedet og besluttet, at det er den vej vi vil gå," siger Keld Reinicke.

Han var på TV 2 Zulu en af mændene bag de danske sit-coms 'Langt fra Las Vegas' og 'Klovn' på et tidspunkt hvor ikke mange troede på, at det kunne lade sig gøre. På TV 2's hovedkanal er det en mere bredtfavnende og mindre provokerende tilgang der er brug for i form af dansk drama.

"Hvis penge ikke var et problem, ville danske tv-stationer vise fiktion hele tiden, som tilfældet er i USA. Men ingen danske tv-stationer har råd til at bringe en stort anlagt drama-serie mere end en gang om ugen på grund af landets størrelse," siger Keld Reinicke.

Fiktion er en farlig genre at satse på, fordi den tager lang tid at producere, og er svær at lave om halvvejs, hvis den fejler hos seerne. Alligevel kaster alle de danske tv-stationer, indtil videre med undtagelse af SBS, sig over genren. Men den kamp har TV 2 tænkt sig at vinde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også