Radio- og tv-nævnet har for nylig udbudt fire landsdækkende sendemuligheder - muxer - i det jordbaserede digitale sendenet (DTT). Det drejer sig om op mod 25 tv-kanaler - afhængigt af om der også tilbydes mobil-tv og HDTV.
Sendemulighederne vil kunne tages i brug, efter Danmark den 31. oktober 2009 har slukket for de analoge tv-signaler, der i over 50 år har forsynet danskerne med tv.
De fire sendemuligheder tildeles samlet til én operatør - en gatekeeper - der får ansvaret for etablering af det digitale sendenet. Gatekeeperen udpeges ved en skønhedskonkurrence, der gennemføres når ansøgningerne er indleveret i slutningen af januar.
Telenors selskab DDTV og Boxer er de mest oplagte kandidater, da politikerne har frabedt sig ansøgere med direkte interesser i dansk tv-drift.
Gatekeeper skal samarbejde med DR og TV 2, der allerede sender public
service-programmer i det jordbaserede digitale tv-sendenet i mux1.
Det forventes, at Radio- og tv-nævnet inden udgangen af marts 2008 har
udpeget gatekeeperen.