Niels Boserup forlader TV 2
Niels Boserup skal ikke længere være bestyrelsesformand for TV 2.
Den besked vil kulturminister Brian Mikkelsen i morgen give på TV 2's generalforsamling, ifølge Business.dk.
Flere forhold vedrørende Niels Boserups ledelse har været kritiseret, heriblandt at han var for langsom til at fritstille tidligere TV 2-direktør Per Michael Jensen. Den forrige topchef, Peter Parbos afgang var også langvarig.
Dertil kommer de nedjusterede forventninger til TV 2's reklameindtægter, som både ledelse og bestyrelse i TV 2 var for optimistiske omkring.
Kulturminister Brian Mikkelsen sammensætter i morgen en ny og reduceret bestyrelse i den statsejede virksomhed.
Oplysningerne er endnu ikke bekræftet af hverken Niels Boserup selv, næstformand Lars Nørby Johansen eller kulturminister Brian Mikkelsen.
Niels Boserup har tidligere topchef i Københavns Lufthavne, og har været bestyrelsesformand for TV 2 siden november 2004.