Kamp om public service-penge

Det tegner til hård konkurrence på gode ideer blandt kommercielle kanaler, der vil have del af public service-pulje.
Per Fanefjord Laursen

Det tegner til hård konkurrence på gode ideer blandt kommercielle kanaler, der vil have del af public service-pulje.

Kulturministeren oplyser, at der i disse dage kommer gang i det planlagte, men lidt forsinkede udbud af public service-midler til kommercielle kanaler. Puljen skal stimulere tv-kanaler til at investere i tv-dokumentarproduktioner og tv-drama - men ikke spillefilm.

Kommercielle kanaler skal kunne søge delfinansiering i Public service puljen på 75 millioner. Puljen er del af det gældende medieforlig, som et af de elementer der skal styrke det private produktionsmiljø. DR og TV 2s regioner kan ikke søge.

Den første ansøgningsfrist er den 11. februar 2008. Der vil være i alt fem udbudsrunder frem til 2009. Det er Det Danske Filminstitut, der administrerer opgaven for kulturministeriet. Instituttets styregruppe på området består blandt andet af Bo Damgaard og Claus Ladegaard.

SBS TV ser interessante muligheder for programudvikling med puljen i ryggen:

"Public service-puljen er en rigtig god ordning, da det giver stationer som Kanal 4 og Kanal 5 mulighed for at sende nye programformater og nye programtyper, som ellers ville være for dyre eller for risikable for mindre, rene kommercielle stationer. Vi har flere programforslag liggende, som kunne være interessante. Da både drama- og dokumentarprojekter kræver en del selvfinansiering, er det vigtigt, at projekterne både kan opfylde kravene til støtte samt have en naturlig placering på en af vores sendeflader," siger direktør Henrik Ravn, SBS TV.

Han siger, at man vil vurdere hvert enkelt projekt op til første ansøgningsfrist, og indsende de forslag, man tror mest på.

TV3 oplyser til MediaWatch, at man også vil søge i puljen.

Hos Producentforeningen er man langt fra lykkelige over den udvikling, public service puljen tager.

Producentforeningens direktør Klaus Hansen mener, at hvis puljen skal styrke miljøet, er det nødvendigt, at det er producenterne, der har initiativretten til at søge midler. Det bør være produktionsselskaberne, der med en forpligtet tv-station i ryggen, skal søge puljen, og ikke tv-stationen selv.

"Men sådan er det ikke blevet i første omgang - og det er trist, fordi det medfører stor risiko for, at man ikke når målet med puljen; nemlig kvalitets-tv på kommercielle stationer, produceret af et styrket produktionsmiljø," siger han.

Han finder det også skuffende, at man ikke har besluttet at indføre standard produktionsvilkår - "terms of trade" - på produktioner støttet af puljen. Det betyder, at det også på disse produktioner er tv-stationerne, der kommer til at fastsætte produktionsvilkårene. Erfaringen siger, at det medfører at der ikke sker en optimal udnyttelse af produktionerne.

Det vil reducere programkvaliteten, til skade for seerne, forventer Klaus Hansen.


Læs alt om ansøgningsbetingelserne på www.dfi.dk

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også