Allente gør streamingpakker mere fleksible

Efter en forbrugerundersøgelse, der viste efterspørgsel på mere fleksible abonnementsløsninger, ændrer tv-distributøren nu i sine tilbud.
Kongstanken med ændringen er, at Allentes tv-pakker nu bliver mere attraktive for flere potentielle kunder, der også ønsker skiftende tilvalg af streamingtjenester. | Foto: Allente pressefoto
Kongstanken med ændringen er, at Allentes tv-pakker nu bliver mere attraktive for flere potentielle kunder, der også ønsker skiftende tilvalg af streamingtjenester. | Foto: Allente pressefoto

Allente gennemfører ændringer i sit Stream-produkt, der medfører, at tv-distributørens underholdningspakker med både streamingtjenester og lineære tv-kanaler får udvidet fleksibilitet. Det oplyser Allente i en pressemeddelelse.

Den største ændring er, at streamingkunder får muligheden for at ændre i indholdet af abonnementet fra måned til måned med et udvalg af streamingtjenester, ligesom Allente vil give større valgfrihed inden for sport med flere pakker og mere fleksibel sammensætning.

Tiltaget kommer som udfald af en forbrugerundersøgelse, tv-distributøren har foretaget. Den viste ifølge selskabet selv, at forbrugere og kunder især efterlyser, at det er nemt løbende at skifte ud i indholdet af deres underholdningspakker fra leverandørerne.

Ifølge Mahmoud Mustapha, der er kommerciel direktør hos Allente, er det bl.a. de hurtige og konstante ændringer i forbrugernes vaner, der får Allente til at ændre sine pakkeløsninger. Han henviser til både en øget digitalisering, men også en stigning i antal abonnementer pr. husstand.

”Dette stiller krav til os som underholdningsleverandør og skaber samtidig muligheder. Vores mål er, at Allente skal blive størst i Norden inden for underholdning. For at opnå det, skal vi lytte til det, vores kunder fortæller os,” udtaler han.

”Vores nye underholdningspakker for streamingkunderne er et direkte, skræddersyet svar på det, folk sagde i denne undersøgelse,” tilføjer han med henvisning til forbrugerundersøgelsen, der er gennemført på tværs af Danmark, Sverige og Norge. 

Kongstanken med ændringen er, at Allentes tv-pakker bliver mere attraktive for flere potentielle kunder, der også ønsker skiftende tilvalg af streamingtjenester.

Hidtil har Allentes tv-pakker været opdelt i ”Stream Basic”, hvor Viaplays streamingtjeneste følger med samt 21 tv-kanaler til 429 kr. månedligt, ”Stream Standard” med Viaplay og BBC Nordic+ samt 39 tv-kanaler til 549 kr. og Stream Premium med de samme to streamingtjenester og 47 tv-kanaler til 649 kr.

Allente er en joint venture-virksomhed, hvor ejerskabet er ligeligt fordelt mellem Viaplay Group og Telenor Group. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også