Potentiel blockbuster udskyder premiere grundet strejke

Skuespiller-strejke begynder at ændre premieredatoer for biografernes potentielle billetsælgere i 2024, beretter Deadline.
Der kommer til at gå længere tid end ventet, før de danske biografer får hjælp fra Ryan Reynolds, Hugh Jackman og resten af "Deadpool 3"-castet til at fylde biografsæderne. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Der kommer til at gå længere tid end ventet, før de danske biografer får hjælp fra Ryan Reynolds, Hugh Jackman og resten af "Deadpool 3"-castet til at fylde biografsæderne. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Den linde strøm af Hollywood-film, der skal lokke publikum i biograferne, har i år oplevet voldsomme forstyrrelser i form af først en strejke fra manuskriptforfatterne og siden skuespillerne. Den første strejke er afsluttet, men skuespillerne og producenterne kan stadig ikke blive enige. Det betyder, at storfilm løbende får udskudt sin premieredato. Det er også er tilfældet for filmen ”Deadpool 3”.

Den skulle have været i biograferne til maj næste år, men det bliver ikke muligt, selv hvis skuespillernes strejke slutter de kommende uger. Det har Marvel Studios oplyst ifølge Deadline.

Dermed kan filmen meget vel blive den første af flere af Hollywoods blockbuster-bud for 2024, hvis premiere forsinkes, skriver Deadline.

De amerikanske film har også betydning for de danske biografer og deres håb om at lokke publikum i salene.

Tidligere har direktør for Danske Biografer, Michael Valentin, beskrevet, hvordan strejkerne i Hollywood er kommet i halen på en hård tid for biograferne.

”De amerikanske film fylder meget i de danske biografer, så da vi efter en lang udmattende periode med corona nu havde en strejke i Hollywood, som betød produktionsstop og premiereudsættelser, havde vi det som at komme i mål efter et udmarvrende maraton og så få at vide, at vi lige skal løbe 10 kilometer mere,” skrev han i et svar til MediaWatch i september.

Uden en løsning på skuespillernes strejke i sigte kan de danske biografer altså komme til at vente længere på Hollywood-film som ”Deadpool 3” med Ryan Reynolds og Hugh Jackman på rollelisten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også