DR Fyn henter ny chef

Kommunikationschef for Erhvervshus Fyn vender tilbage til DR Fyn, hvor han tidligere har været redaktionsleder og redaktør. Han skal være med til at gøre DR’s distrikter fuldt ud digitale.
Foto: DR Fyn/Privatfoto
Foto: DR Fyn/Privatfoto

Anne Stolpe stopper på posten som chef for DR Fyn for at tiltræde en ny stilling som stabschef for Politik og Strategi i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune. Det efterlader en tom chefstol i DR-distriktet, som 1. oktober bliver besat af Kristian Østerby Jepsen. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Han kommer fra en stilling som kommunikationschef for Erhvervshus Fyn, men har tidligere haft sin gang på den regionale public service-station som redaktionsleder og redaktør.

I sin nye stilling skal han være med til at løfte den digitale omstilling af DR og stationens regionale arme, fortæller Mads Vesterby Damm, der er ledende redaktionschef for indland og distrikter i DR Nyheder.

”Til den transformation har vi brug for dygtige og talentfulde ledere, som forstår både flow- og digitale nyhedsprodukter. Derfor er jeg ekstremt glad for, at det er lykkedes os at lokke Kristian tilbage til DR Nyheder. Kristian er en stærk og ordentlig leder med meget stor journalistisk faglighed,” udtaler han i meddelelsen og fortsætter:

”Jeg ved, at Kristian er dybt optaget af at udvikle og styrke DR’s regionale ambitioner, og så har han masser af idéer til, hvordan vores stærkeste regionale journalistik fra hele Danmark kan forblive relevant for vores mange brugere på flow og måske endda nå endnu flere på digitale platforme.”

Kristian Østerby Jepsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har tidligere i karrieren været journalist i DR Nyheder og på Ritzau Uddannelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også