Brian Laudrup bliver landsholdskommentator på TV 2

I de seneste år har Brian Laudrup været ekspertkommentator hos Discovery. Nu skal han arbejde for TV 2.
Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Kanalen er anderledes, men én stor personlighed går igen, når rettighederne til at tv-transmittere herrernes fodboldlandskampe fra juni flytter fra Discovery til TV 2.

Landsholdsikonet Brian Laudrup, der har været ekspertkommentator hos Discovery, flytter således med og bliver en af flere landsholdseksperter, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

”Jeg har haft det store privilegie i mange år at have dækket landsholdet på vej mod nye mål,” siger Brian Laudrup.

”Det har i dén grad været en stor følelsesmæssig og ikke mindst fodboldmæssig oplevelse - selvfølgelig med sidste års EM som foreløbigt klimaks.”

Også den tidligere landsholdsangriber Kenneth Perez bliver en del af TV 2’s eksperter, når landsholdet spiller. Landsholdet gør comeback på TV 2’s kanaler, efter at rettighederne i de seneste otte år har ligget hos Discovery.

Tv-stationen blænder for første gang op for landskamp, når Danmark møder Frankrig på udebane i Nations League 3. juni.

Her vil Kenneth Perez få debut som landsholdsekspert i Danmark. Ekspertrollen er ham dog ikke ubekendt. Han bor i Holland, hvor han som fodboldekspert er et kendt ansigt på tv-skærmene.

”Landsholdet og dets relation til danskerne er gået ind i en ny æra, og da jeg blev kontaktet af TV 2, kunne jeg mærke, at det her landshold vil jeg rigtigt gerne være med til at formidle om - både når det går godt, og når holdet indimellem kommer til at skuffe,” siger Kenneth Perez.

Kenneth Perez har selv spillet 24 landskampe for Danmark med to mål til følge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også