Trivslen er steget et par grader blandt DR's medarbejdere

Medarbejderne i DR er gennem de seneste to år blevet 2,6 pct. gladere for deres arbejde og er mere dedikerede. Det viser en trivselsmåling, som over 2.500 har deltaget i. Én pct. svarer, at de har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Arbejdsglæden er steget blandt DR's medarbejdere. Det viser resultatet af en trivselsmåling, som over 2.500 medarbejdere deltog i tilbage i januar.

Målingen foretages hvert andet år, og i denne omgang ligger DR på indeks 76 i arbejdsglæde, der dækker over tilfredshed og motivation. En stigning på to point i forhold til 2020. Det svarer til 2,6 pct.

På ambassadørskab, der dækker over troskab og dedikation, ligger DR på indeks 87 - en stigning på ét point.

Målingen omtales i en artikel på DR's hjemmeside. Her fortæller Velin Nikolov fra analysevirksomheden Ennova, der har stået for målingen, at DR's resultater "matcher det høje niveau, vi ser hos større velrenommerede virksomheder i Danmark".

DR skriver videre, at Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Awards i 2020 for alvor satte gang i vigtige samtaler om arbejdspladskultur - også i public service-institutionen, som siden har udarbejdet et adfærdskodeks.

Målt på digital chikane og magtmisbrug

I trivlselmålingen svarer 93 pct. af medarbejderne, at de kender kodekset, og 88 pct. svarer, at de ved, hvem de kan henvende sig til, hvis de bliver udsat for krænkende adfærd i DR.

"Kendskab til adfærdskodeks og handlemuligheder er helt afgørende for det kulturarbejde, vi er i gang med," siger DR's HR-chef Nanna Abildstrøm i en kommentar til resultatet af trivselsmålingen.

I målingen svarer tre pct., at de inden for de seneste 12 måneder har været udsat for, at nogen har misbrugt deres magt og position. Seks pct. har oplevet nedvurdering, tre pct. udelukkelse, en pct. uønsket seksuel opmærksomhed, en pct. aggression og syv pct. digital chikane. Ifølge Velin Nikolov er det gode resultater sammenlignet med andre virksomheder.

"DR ligger for eksempel lavere på både seksuelle krænkelser og mobning end gennemsnittet for andre danske arbejdspladser. Vi er alle enige om, at krænkende adfærd ikke skal finde sted på en arbejdsplads, men desværre er realiteterne noget andet. Og set i det lys er resultaterne at betragte som gode," siger Velin Nikolov.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også