Medie: Tre skuespillerinder bliver værter ved oscaruddeling

Siden 2018 har filmverdenens fornemmeste prisuddeling været uden vært. Det bliver der lavet om på efter rekordlave seertal sidste år.
Foto: Mark Ralston/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Ralston/AFP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

De tre amerikanske skuespillere Amy Schumer, Regina Hall og Wanda Sykes skal angiveligt stå i spidsen for dette års oscaruddeling.

Ifølge underholdningsmediet Variety vil nyheden blive offentliggjort tirsdag lokal tid i tv-showet "Good Morning America".

De kvindelige værter skal forsøge at lokke nye seere til showet, der sidste år havde rekordlave seertal.

Mens Amy Schumer har modtaget en Emmy-pris for sit sketchshow "Inside Amy Schumer", er Regina Hall kendt for film som "Scary Movie", "Girls Trip" og "Little".

Wanda Sykes har skabt Netflix-serien "The Upshaws", som hun også spiller hovedrollen i.

Oscaruddelingen har ikke haft en vært siden 2018. I stedet er priserne blevet udelt af forskellige kendte mennesker.

De seneste år er seertallene dalet for showet, der bliver sendt live på tv. Sidste år nåede seertallet et lavpunkt, da kun 10,4 millioner amerikanere så showet.

Antallet af seere ved andre underholdningsshows er dog også faldet de seneste år.

Oscaruddelingen i 2021 foregik i en nedtonet version på grund af coronapandemien.

Priserne blev uddelt på en historisk togstation i det centrale Los Angeles foran et lille publikum af nominerede og gæster.

Oscaruddelingen løber i år af stablen den 27. marts. Showet afholdes i The Dolby Theatre i Hollywood.

Det er 94. gang, at priserne bliver uddelt. Første gang var i 1929

Flere danske film er nomineret og kan ende med at løbe med en Oscar.

Blandt andet er den animerede dokumentarfilm "Flugt" nomineret i hele tre kategorier, herunder Bedste Internationale Film, Bedste Dokumentar og Bedste Animationsfilm.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også