TV 2 snupper Morten Bruun fra konkurrent

Den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun skifter Discovery ud med TV 2 fra starten af februar.
AF RITZAU

TV 2 har i de seneste år erhvervet sig flere rettigheder til fodbold, og sideløbende er stationens stab af journalister og eksperter blevet udvidet.

Og nu skifter den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun sit job hos konkurrenten Discovery ud med en fremtid på TV 2 fra starten af februar.

Det skriver TV 2 på sin hjemmeside. Han skal være fodboldekspert og analytiker på blandt andet Europa League, Conference League samt italiensk og spansk fodbold.

"2022 er også året, hvor Danmarks herrelandshold i fodbold kommer tilbage på TV 2s kanaler, og her bliver Morten Bruun ligeledes en central person i vores fodbolddækning," siger Kristian Hyldgaard, kanalchef for TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X.

Morten Bruun ser frem til at arbejde videre med blandt andet dækningen af landsholdet.

"Et sjældent klubskifte i mit fodboldliv. Men timingen er rigtig. TV 2 er stedet at være i den kommende år, når vi taler fodboldrettigheder. Med landsholdet som flagskib. Jeg kommenterer min første kamp på min nye arbejdsplads den 5./6. februar," skriver Bruun på Twitter.

Her siger Bruun også pænt farvel til Discovery, hvor han har været tilknyttet i mere end 20 år.

Morten Bruun spillede som aktiv hele sin karriere hos Silkeborg IF, og han er med 424 kampe kamprekordholder i klubben.

Derudover opnåede han 11 kampe for det danske A-landshold og var i truppen, da Danmark i 1992 blev europamester.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også