Mediestartup er gået konkurs

Selskabet Subreader, der har udviklet en app, der læser undertekster på tv højt for ordblinde, er efter knap tre år løbet tør for penge.
Foto: PR/Subreader
Foto: PR/Subreader

Trods en milliontilførsel sidste sommer er iværksættervirksomheden Subreader nu gået konkurs, skriver Finans.

Selskabet, der blev stiftet i 2019, står bag en abonnementsbaseret app, der læser undertekster på film og tv-serier højt for ordblinde.

"Vi er super ærgerlige over, at vi desværre har været nødt til at tage konsekvensen og lukke selskabet via en konkursproces. Vi arbejder lige nu på at få afviklet aktiverne på bedst mulig vis samt afsøge muligheder for, hvorledes driften af tjenesten eventuelt kan fortsætte i et nyt setup,"siger stifter og adm. direktør i Subreader, Alexander Gram Jensen.

Startuppen fik i sommeren 2020 tilført mellem to og tre mio. kr. fra en investorkreds bestående af Saxo-stifter Jørgen Balle Olesen, teleiværksætter og tidl. formand for Zetland, Stig Myken, Christian Lillelund fra Endomondo og tidl. digital direktør i TV 2, Anders Blauenfeldt.

Ifølge advokat og kurator Anders Hammer Hansen fra Njord Law Firm mister investorerne deres indskud, mens provenuet fra et eventuelt salg af tilbageværende aktiver skal bruges til at betale af på et lån på 1 mio. kr., som Vækstfonden ydede i 2019.

Subreader øgede i 2020 underskuddet fra et minus på 1,2 mio. kr. i 2019 til -1,65 mio. kr. i 2020, mens bruttofortjenesten steg fra 261.000 kr. i 2019 til 480.000 kr. i 2020. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også