MediaWatch

HBO-ejer overgår forventninger - trods tab af streamingkunder

Det har kostet HBO og HBO Max et større kundetab, at en distributionsaftale med Amazon er udløbet, viser ejeren AT&T's kvartalsregnskab.

Serien "Succession", der netop har haft premerie på tredje sæson, er et af de trækplastre, der skal hive stremingkunder til HBO og HBO Max | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske tele- og mediekæmpe AT&T har overgået markedets forventninger i sit regnskab for tredje kvartal.

Selskabet, der også har HBO og Warner Media under sin hat, kom ud af tredje kvartal med et overskud per aktie på 87 cent mod ventede 80 cent, skriver Bloomberg News.

AT&T kunne i kvartalet skrive 1,2 mio. nye trådløse kunder til, mens analytikerne kun havde ventet en tilgang på 705.461.

Af de 1,2 mio. nye kunder var der 928.000 nye telefonkunder. De er blandt andet tiltrukket med en kontroversiel strategi, hvor der er blevet givet telefoner væk gratis for nye abonnenter.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Selskabet oplyser torsdag, at det har tabt 1,8 mio. amerikanske kunder på HBO og HBO Max i takt med, at en distributionsaftale med Amazon udløb.

Samlet er der 45,2 mio. streamingkunder til HBO og HBO Max i USA og det var under forventninger, der lød på 48,3 mio. Samlet er tallet 69,4 mio. kunder globalt.

Aktien er ikke helt oppe og ringe, men den stiger 1,4 pct. til 26,28 dollar i formarkedet.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs