DR forventer advokatundersøgelse om Pigekoret vil koste 5-10 millioner

Det kommer til at koste et millionbeløb at komme til bunds i sagen om grænseoverskridede adfærd i DR Pigekoret, men det er nødvendigt og vigtigt, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn, der er flov over, hvad der er foregået.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

DR's generaldirektør er indstillet på, at det vil koste DR en ekstra udgift på mellem 5 og 10 mio. kr. at få undersøgt sagen om krænkelser og grænseoverskridende adfærd i DR Pigekoret.

Det siger hun i et interview til Politiken, efter DR har meldt ud, at advokatundersøgelsen, DR har sat i gang om forholdene i Pigekoret har udløst 120 henvendelser.

"Med så alvorlig en sag og med omfanget af henvendelser, mener jeg ikke, vi skal spare eller ikke prioritere de penge, der skal til. Det er vigtigt. Det skylder vi de tidligere medlemmer af Pigekoret," siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn til Politiken og uddyber samtidig, at hun er "flov over, at det er er foregået", men også ser det som sit ansvar at få undersøgt forholdene og håndteringen af dem til bunds.

DR har fået 120 indberetninger i advokatundersøgelse om Pigekoret 

Materiale skal granskes

DR har som led i en foreløbig orientering om resultaterne af advokatundersøgelsen, der havde deadline for indberetninger 1. juli, tirsdag offentliggjort antallet af henvendelser, som altså løber op i 120 - heraf nogle om samme episoder.

Den kommende tid skal materialet gennemgås og advokaterne fra Norrbom og Vinding vil fokusere på "de centrale aktører" og deres ansvar og ageren i forhold til Pigekoret tilbage i tiden, oplyste DR tidligere tirsdag.

DR forventer, at undersøgelsen vil være endeligt klar i slutningen af tredje kvartal eller begyndelsen af fjerde kvartal.

"Ingen ønsker mere end os, at undersøgelsen snarest muligt ligger klar. Ikke mindst af hensyn til de berørte kvinder, vil vi naturligvis gerne kunne konkludere så hurtigt som muligt, så vi kan række ud til dem på baggrund af det samlede billede. De har ventet længe og det skylder vi dem. Men antallet af henvendelser betyder en større mængde materiale og dermed mere arbejde for advokaten. Desuden er det vigtigt, at alle elementer behandles seriøst, til bunds og på en ordentlig måde,” sagde kulturdirektør Henrik Bo Nielsen i meddelelsen.

Beretningerne om grænseoverskridende adfærd i Pigekoret, som hidtil er kommet frem i Politiken og Ekstra Bladet, har været koncentreret om to tidligere chefdirigenters ledelsestid - fra 2001-2010, hvor Michael Bojesen havde ansvaret, samt tiden under hans forgænger, Tage Mortensen, der var chefdirigent fra 1966-2000.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også