MediaWatch

Eurovision-publikum skal testes både før og efter show

Op mod 3500 tilskuere får lov at overvære semifinalerne og finalen i Eurovision, der finder sted denne uge.

Foto: ANTHON UNGER

Når Eurovision i denne uge løber af stablen i Rotterdam i Holland, kan kunstnerne glæde sig over ikke at skulle spille for tomme sale.

De hollandske myndigheder har nemlig tilladt op mod 3500 tilskuere til både generalprøver og til hver af de to semifinaler, der finder sted tirsdag og torsdag aften, samt til finalen, der finder sted lørdag.

Arrangementerne bliver anset som forsøg, hvor det skal klarlægges, om det er forsvarligt at samle så mange mennesker til en begivenhed set i lyset af coronapandemien.

Men der er mange restriktioner, der skal overholdes - både før og efter showet - for de mange musikhungrende fans.

Allerede inden de bevæger sig mod eventet, får de tilsendt et spørgeskema online med spørgsmål til deres helbred. Her skal de redegøre for, hvorvidt de kunne have symptomer, der kunne tyde på, at de har coronavirus.

Har de det, bliver de bedt om at blive hjemme.

Når de tropper op foran Ahoy Arena med deres billetter i hånden, skal de også medbringe en negativ coronatest, der højst må være 24 timer gammel.

Og det er ikke ligegyldigt, hvornår de dukker op. Der er særlige tidsintervaller, publikum skal dukke op i, så arrangørerne kan lukke gæsterne ind i arenaen uden at for mange kommer i kontakt med hinanden.

Inde i arenaen er der kun siddepladser - det stående publikum med vajende flag, der traditionelt udgør en del af det visuelle billede af Eurovision, er i år bandlyst, og alle skal blive siddende under hele showet, ligesom det også er obligatorisk at bære ansigtsmaske, hvis man bevæger sig rundt i arenaen.

Ydermere skal de testes fem dage efter showet.

Det er ikke første gang, Holland tester om det kan lade sig gøre at holde store events i en coronatid.

I marts kunne 1500 mennesker overvære en musikfestival i nærheden af Amsterdam, og senere samme måned var 5000 hollandske fodboldfans samlet på Johan Cruijff Arena for at se herrelandsholdet spille mod Letland i VM-kvalifikationen.

Mere fra MediaWatch

Danske Medier kritiserer Facebooks ændring af artikelvisning

Medierne er ikke blevet orienteret på forhånd om Facebooks nye ændring, der begrænser visningen af artikler, som deles på platformen. Det vækker kritik fra Danske Medier, der kalder det en "magtdemonstration". Ifølge Facebook har man forsøgt.

Briefing: Ugen i mediebranchen

Nye medier gør indtog, gamle medievirksomheder gør op med røde tal, og kulturministeren har haft travlt med ny lovgivning og samråd. Få overblikket med denne uges overflyvning.

Nent frasælger endnu en bid af produktionsgren

Den britiske distributionsvirksomhed All3Media overtager Nent Studios' britiske distributionsselskab. Det sker som led i Nent Groups indsnævring af produktionsarmen, der skal koncentreres om fiktion og dramaproduktion.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs