MediaWatch

TV 2-tillidsmand om ny direktør: Hun står for en anden ledelsesstil

Ulla Pors' ledelsesstil bliver god for TV 2's arbejde med en ny kultur, mener hovedtillidsrepræsentant, som ser det som en fordel, at den nye nyhedsdirektør kender tv-stationen indefra.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Ulla Pors, som fra mandag er ny i spidsen for TV 2's nyhedsafdeling, står for en anden ledelsesstil end sine forgængere. Og hvis man spørger hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten, så kan medarbejderne være trygge ved, at valget faldt på den nu forhenværende chefredaktør på TV 2 News.

"Det er dejligt, at det er en kaptajn, der kender skibet. Hun har været reporter, korrespondent og redaktionschef hos os, og hun har løftet News til det, det er i dag. Hun kender alle hjørner af skibet, og det, tror jeg, er vigtigt," siger Lennart Sten.

Ulla Pors overtager stillingen som nyhedsdirektør efter Mikkel Hertz, som fortsætter hos TV 2 i en ny rolle. Før ham har bl.a. Michael Dyrby og Jens Gaardbo stået i den redaktionelle spids for TV 2.

"Vi får en anden type på posten. Hun er nummer seks i den historiske rækkefølge af ledere af nyhedsafdelingen, der begyndte med Ulla Terkelsen, og hun har klart en anden ledelsesstil end sine forgængere. I de sidste par årtier har det været en stærk alfahan, som har været meget tydelig i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert, og hvilken vej vi går og ikke går," siger Lennart Sten.

Ifølge ham uddelegerer Ulla Pors i højere grad end sine forgængere opgaver, og Lennart Sten forventer, at det kommer til at give nyhedsafdelingen et løft.

"Vi medarbejdere har følt, at det har været svært at lave aftaler med vores mellemledere, fordi der har siddet en chefredaktion, der alligevel har bestemt. Man har godt kunnet føle, at man har lavet skinaftaler, som er blevet overtrumfet af chefredaktionen. Det har givet meget frustration, og derfor tror jeg, det bliver godt med en ny cheftype," siger Lennart Sten.

Kulturforandringer

TV 2's nyhedsafdeling har været præget af uro i det seneste halve års tid på grund af beretninger om krænkelser og en hård tone. Det har ført til, at TV 2 nu sigter efter en kulturforandring. Det skal Ulla Pors stå for at sikre, og det er hun den rigtige til, hvis man spørger Lennart Sten.

"Der kommer en mere kommunikerende stil og en helt anden måde at organisere tingene på. Hun uddeler masser af ansvar. Det, tror jeg, er godt for det arbejde, vi skal i gang med i forhold til kulturen."

Hovedtillidsrepræsentanten ser ikke noget problem i, at Ulla Pors selv har været på TV 2 i mange af de år, hvor den kultur, man vil gøre op med, har hersket.

"Når man kender skibet, så ved man også, hvad der skal laves om. Det er en styrke, synes jeg. Ulla har på ingen måde været involveret i krænkelser eller den hårde tone. Hun har stået for en helt anden ledelsesstil. Jeg er ikke i tvivl om, at det er den, der rykker ind og bliver gængs nu."

Ulla Pors skal foruden kulturforandringer stå for bl.a. at udvikle nyhederne i en digital retning. Lennart Sten tror på, at hun kan løse opgaven, og at hun vil bede om hjælp og input, hvor hun selv kommer til kort.

"Ulla kender sine egne begrænsninger og ved, hvornår hun skal bede om hjælp fra andre. Hos os mænd kan der være sådan en ting med, at vi ved bedst selv - sådan er det ikke for Ulla. Det er en vigtig ledelsesegenskab. Hun ved, hvor hun er stærk, og hvor hun har brug for hjælp. Det er jeg tryg ved," siger Lennart Sten.

"Jeg er sikker på, at vi kan finde hinanden igen. Det har vi altid kunnet, så det skal vi også kunne igen" 

Ny direktør får nyhedssening på TV 2 Play som strategisk hovedfokus 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs