Radio- og tv-nævnet siger god for DR's og TV 2's public service-indsats i 2019

I første år med ny public service-kontrakt og -tilladelse til hhv. DR og TV 2 levede begge op til kravene, konkluderer Radio- og tv-nævnet.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Både DR og TV 2 levede i 2019 op til deres public service-forpligtelser. Sådan lyder vurderingen fra Radio- og tv-nævnet, der hvert år tager stilling til dén sag bl.a. på baggrund af DR's og TV 2's egne public service-redegørelser.

Public service-forpligtelserne er for DR's vedkommende fastlagt i en kontrakt og for TV 2's vedkommende en tilladelse. DR's forpligtelser er mere omfattende end TV 2's. Således fylder DR's public service-kontrakt 20 sider, mens kravene til TV 2 er beskrevet på ni sider.

Public service-kravene går bl.a. på omfanget af nyheder, indhold til børn og unge og tekstning, tolkning og andre måder at øge tilgængeligheden på.

Første år med ny kontrakt og tilladelse

Og konklusionen er altså, at både DR og TV 2 har levet op til forpligtelserne i 2019.

"På baggrund af sin gennemgang af DR’s public service-redegørelse for 2019 finder Radio- og tv-nævnet, at DR i 2019 opfylder public service-kontraktens krav," skriver Radio- og tv-nævnet i vurderingen af DR's public service-indsats, og TV 2 får en identisk formulering med på vejen.

Kravene til både DR og TV 2 fik nye klæder i 2019, da en ny hhv. kontrakt og tilladelse trådte i kraft. Flere af kravene til DR og TV 2 er formuleret som et årligt gennemsnit hen over en årrække, og de forhold har Radio- og tv-nævnet altså ikke kunnet tage stilling til, fordi 2019 var første år med de nye krav.

Nævnets blåstempling kommer, efter DR og TV 2 hver især har indleveret public service-redegørelser. Det skete tidligere på året, og herefter var der en høring, hvor interesserede parter kunne komme med bemærkninger til redegørelserne. Den mulighed benyttede ingen sig af.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også