Medie: Coronakrise og manglende tv-betaling rammer Uefa-penge

En femtedel af præmiepengene forsvinder fra Champions League og Europa League, skriver den tyske avis Bild.
FC Midtjylland i kamp mod Atalanta i Champions League | Foto: Claus Bonnerup
FC Midtjylland i kamp mod Atalanta i Champions League | Foto: Claus Bonnerup
AF RITZAU/DPA

De deltagende fodboldklubber i Champions League og Europa League får færre præmiepenge, end de var stillet i udsigt.

Det skriver den tyske avis Bild.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har ifølge avisen på et møde oplyst klubsammenslutningen European Club Association (ECA) om, at der mangler en lille femtedel af det beløb på 19 milliarder kroner, der skal fordeles.

Det skyldes blandt andet, at Uefa ikke har modtaget betalinger fra tv-partnere i Qatar og Kina, skriver Bild. Det drejer sig om et samlet beløb på 470 millioner euro svarende til 3,5 milliarder kroner.

På grund af coronakrisen blev flere kampe droppet i sidste sæson, og der blev afholdt tilskuerløse finalestævner i både Champions League og Europa League i henholdsvis Portugal og Tyskland.

Bayern München, der vandt Champions League i sidste sæson, får ifølge avisen fem millioner euro mindre (37 millioner kroner).

RB Leipzig, der nåede semifinalen, får 2,5 millioner euro mindre udbetalt.

Borussia Dortmund er knapt så påvirket. Dortmund røg ud i ottendedelsfinalen, men klubben oplyser til Bild, at man blot påregner en mindre nedgang, hvad angår udbetalingen fra Uefa.

FC København nåede kvartfinalen i Europa League, hvor danskerne tabte til Manchester United. Det er uvist, hvordan FCK bliver ramt af den nuværende pengemangel i Uefa.

Bild skriver, at udbetalingerne fra Uefa de næste fire år vil være påvirket af den øjeblikkelige coronakrise. Det vil i så fald ramme FC Midtjylland, der tidligere på ugen tog hul på gruppespillet i Champions League.

/ritzau/dpa

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også