Zentropa-film fremrykker premiere efter 007-udskydelse

Premieren på komedien Retfærdighedens ryttere, der er produceret af Zentropa, rykker fire uger frem. Det skyldes bl.a., at premieren på den nye James Bond-film er flyttet til foråret.
Komedien "Retfærdighedens ryttere" får biografpremiere fire uger før planlagt | Foto: Anders Overgaard
Komedien "Retfærdighedens ryttere" får biografpremiere fire uger før planlagt | Foto: Anders Overgaard

Filmen "Retfærdighedens ryttere" skal være med til at udfylde hullet i biografkalenderen efter udskyldelsen af den nye James Bond-film.

Det skriver Filmfyn i en pressemeddelse, hvor det fremgår, at premieren på den danske komedie rykker fire uger frem til d. 19. november. Filmen, der er instrueret af Anders Thomas Jensen og produceret af Zentropa med støtte fra den regionale filmfond Filmfyn, skulle oprindeligt have haft premiere d. 17. december. 

"Det er klart, at flytningen af Bond-premieren efterlader et stort tomrum i biografmarkedet, og vi ser det både som en mulighed og en forpligtelse over for danske biografer at flytte vores film op i november," udtaler producer på filmen Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa i meddelelsen.

Premieren på den nye James Bond-titel "No time to die" blev i begyndelsen af oktober udskudt for anden gang i år og rykket til 2. april. Direktør i Danske Biografer Lars Werge kaldte flytningen for en "kæmpe streg i regningen" for biograferne, der er hårdt ramt af coronarestriktioner og nedlukningen i foråret.

Direktør for Filmfyn, Klaus Hansen, håber, den tidligere premiere kan blive et plaster på såret.

"Den tidligere premiere af Retfæridghedens ryttere vil give landets biografer, og ikke mindst de fynske, en enestående mulighed for at fylde salene i et udfordret efterår," udtaler Klaus Hansen, i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også