Fire danskere sigtet i enorm sag om ulovlige film

En international organisation skulle have skaffet adgang til film og serier før udgivelsesdato.
Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Fire danske mænd er anholdt i en stor international aktion mod en formodet kriminel organisation, der skulle have distribueret både film og tv-serier ulovligt.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der populært kaldes Bagmandspolitiet.

Myndigheder fra 19 lande, herunder Danmark, har været involveret i sagen.

Den kriminelle organisation skulle ulovligt have skaffet adgang til film og serier før deres udgivelsesdato. Personer i forskellige lande har så efterfølgende distribueret værkerne via servere rundtom i verden, hvor andre brugere så har fået adgang til dem.

Det har ført til et tab for branchen på mere end 60 mio. kr., lyder vurderingen fra Søik.

Søik har i forbindelse med sagen ransaget fire hjem. Det er hos en 40-årig mand i Søllested, en 35-årig mand i Horsens, en 40-årig mand i Nakskov og en 48-årig mand i Skovlunde.

De er sigtet for særligt grove ophavsretskrænkelser. De fire mænd er blevet afhørt og løsladt igen.

Politiet har dog beslaglagt både servere og øvrigt it-udstyr i forbindelse med ransagningerne. Udstyret skal undersøges af Rigspolitiets it-specialister fra Nationalt Cybercrime Center (NC3).

Ser man på alle 19 lande, der deltog i aktionen, er flere end 60 servere med formodet ulovligt indhold taget ned. Det er sket i blandt andet Sydkorea, Tjekkiet, Frankrig, Norge og Storbritannien.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også