Politi skyder mod journalister under uroligheder i USA

"En politibetjent, som jeg filmer, vender sig rundt og peger sin gummikugle-riffel lige mod mig," fortæller Reuters-journalist.
Der foregår demonstrationer i flere amerikanske storbyer. Her ses demonstranter med bl.a. "Black Lives Matter"-skilte i Detroit, Michigan. | Foto: Emily Elconin / Reuters / Ritzau Scanpix
Der foregår demonstrationer i flere amerikanske storbyer. Her ses demonstranter med bl.a. "Black Lives Matter"-skilte i Detroit, Michigan. | Foto: Emily Elconin / Reuters / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et kamerahold fra nyhedsorganisationen Reuters blev natten til søndag beskudt af politiet med gummikugler i den amerikanske by Minneapolis, der de seneste dage har været skueplads for store uroligheder.

Demonstrationerne har bredt sig til andre storbyer i USA. Her er der adskillige meldinger om, at journalister angribes af politiet.

Det rapporterer Reuters og amerikanske medier.

To nyhedsfolk fra Reuters havde lørdag aften lokal tid bevæget sig ind i et område sydvest for Minneapolis, som cirka 500 demonstranter holdt besat.

På billederne, som er optaget af kameramanden Julio-Cesar Chavez, kan man se en betjent, som retter sit våben direkte mod ham. Det er mens politiet er i gang med at skyde med gummikugler og tåregas mod demonstranterne.

"En politibetjent, som jeg filmer, vender sig rundt og peger sin gummikugle-riffel lige mod mig," fortæller Chavez.

Kort efter bliver han og hans sikkerhedsassistent Rodney Seward ramt af gummikugler, da de forsøger at komme i dækning på en tankstation. Chavez kan senere ses på en tv-optagelse, hvor han behandles for et åbent sår under det ene øje.

Begge var lette at identificere som journalister. De bar presseveste og havde pressekort om halsen.

En journalist fra NBC var natten forinden på opgave i byen Louisville i delstaten Kentucky. Her var der også store demonstrationer i gang mod en politimands tilsyneladende drab på en 46-årig sort mand i Minneapolis tidligere på ugen.

"Jeg er blevet ramt, jeg er blevet ramt," kan man høre journalisten Kaitlin Rust råbe under livesendingen.

Her kan man på en optagelse se, hvordan en betjent sigter direkte mod tv-holdet og rammer hende med en eller flere plastikkugler – kaldet pepperballs.

Organisationen Reporters Committee for Freedom of the Press har modtaget 10 klager over angreb på journalister under de seneste uroligheder. Det skriver New York Times.

Tv-hold fra CNN anholdt under direkte transmission

Twitter sætter advarsel på voldsforherligende Trump-tweet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også