Bundesligaen skydes i gang i næste uge

Allerede næste fredag – 15. maj – sættes Bundesligaen i gang igen efter grønt lys fra myndighederne.
11. marts blev seneste kamp i Bundesligaen spillet, før coronakrisen satte ligaen på pause. Kampen stod mellem Mönchengladbach og FC Köln. | Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
11. marts blev seneste kamp i Bundesligaen spillet, før coronakrisen satte ligaen på pause. Kampen stod mellem Mönchengladbach og FC Köln. | Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Onsdag aften bekræfter den tyske ligaforening DFL over for avisen Bild, at den har orienteret klubberne i de to bedste tyske rækker om, at sæsonen genoptages næste fredag, 15. maj.

Flere internationale nyhedsbureauer bekræfter oplysningen.

Meldingen kommer, efter at de tyske myndigheder tidligere onsdag gav grønt lys, til at der igen kan spilles professionel fodbold i landet fra midten af maj. Ganske vist uden tilskuere på tribunerne.

Tommelfingeren blev vendt op efter et møde mellem forbundskansler Angela Merkel og landets 16 delstater.

Dermed bliver Bundesligaen den første store fodboldliga, der genoptages, efter at udbruddet af coronavirus i starten af marts satte en stopper for stort set al professionel sport.

Mathias "Zanka" Jørgensen kan være blandt de første spillere, der skal i aktion. Ifølge Bild bliver den første kamp i næste uge således et bundopgør mellem Fortuna Düsseldorf, hvor danskeren spiller, og Paderborn.

Torsdag vil der blive meldt flere detaljer ud angående genstarten, skriver Bild.

DFL har tidligere lanceret omfattende protokoller for, hvordan Bundesligaen kan genoptages på en forsvarlig måde. Det skal blandt andet ske via et omfattende testsystem for spillere, stab og ledere i klubberne i landets to bedste rækker.

Indtil videre har man foretaget 1724 test for coronavirus i de 36 klubber, og 10 af dem var positive.

Bundesligaen har ligget stille siden 11. marts. De fleste hold mangler at spille ni kampe. To hold - Eintracht Frankfurt og Werder Bremen - mangler at spille ti.

De forsvarende mestre fra Bayern München ligger øverst med 55 point, fire mere end Borussia Dortmund på andenpladsen. Thomas Delaney og co. har RB Leipzig og Yussuf Poulsen lige i hælene.

Leipzig har 50 point.

Kampene fra Bundesligaen vises på dansk tv af Nordic Entertainment Group og Xee.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også