Britisk kulturminister vil have gratis Premier League i tv

Tv-stationer bør sende nogle Premier League-kampe på de gratis kanaler, når ligaen starter op igen, mener han.
Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
RITZAU

Det bør være muligt for alle englændere at se fodboldkampe i tv, når fodbolden igen kan rulle i Premier League, som lige nu er suspenderet på grund af coronapandemien.

Det siger den britiske kulturminister, Oliver Dowden, der opfordrer rettighedshaverne, Sky Sports og BT, til at sende nogle af kampene på deres gratis kanaler. Det skriver BBC.

Dowden har sammen med komitéen for medier og sport under kulturministeriet diskuteret en række muligheder for at genstarte ligaen - men uden tilskuere på tribunerne.

"Jeg har sagt til Premier League, at det ikke vil sende det bedste signal, hvis det var en af de første store sportsgrene, der blev åbnet igen bag lukkede døre, og størstedelen af offentligheden så ikke kunne have adgang," siger han ifølge BBC.

Han anerkender dog, at sporten er afhængig af de indtægter, den får via tv-rettighederne.

"Men der er måder, hvorpå sporten stadig kan beskytte indtægterne fra tv-rettighederne, men samtidig øge for adgangen," siger han uden at komme nærmere ind på, hvad det er.

Ifølge kulturministeren vil Premier League nu overveje forslaget.

Der blev senest spillet en kamp i Premier League 9. marts. Siden har ligaen været suspenderet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også