EM i fodbold bliver udskudt til 2021

Europamesterskabet i fodbold for mænd skulle være afholdt til sommer, men det bliver udskudt til næste år. Det bekræfter fodboldforbund. (Opdateret.)
Foto: Tony Obrien/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Tony Obrien/Reuters/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15.24 med oplysninger fra Uefa.

Det bliver først til næste år, at EM i fodbold afholdes. Det har det europæiske fodboldforbund Uefa besluttet som følge af udbruddet af coronavirus, skriver det norske fodboldforbund på sin hjemmeside.

Slutrunden skulle efter planen være afviklet i juni og juli i år. Fire kampe skulle spilles i Parken i København. Ifølge det norske fodboldforbund vil EM nu i stedet blive spillet fra 11. juni til 11. juli næste år.

I Danmark har Nordic Entertainment Group (Nent) og DR rettighederne til at vise slutrunden.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har selv bekræftet udsættelsen i en meddelelse tirsdag. Her lyder det blandt andet, at slutrunden udskydes i håb om, at nationale klubturneringer, hvoraf mange i øjeblikket er sat på pause, kan spilles færdige, inden næste sæson begynder i sensommeren.

I samme meddelelse oplyser Uefa, at det vil blive undersøgt, om og hvordan klubturneringerne Champions League og Europa League kan afvikles i indeværende sæson. Kampe i begge turneringer, som skulle være spillet i denne uge, blev i sidste uge udskudt.

Flere udskudte begivenheder

EM føjer sig til rækken af sportsbegivenheder, der er blevet udskudt eller aflyst. En række store fodboldturneringer såsom Champions Legaue, Premier League, Serie A og La Liga ligger for tiden stille, og det samme gælder en stribe store cykelløb, håndboldturneringer og Formel 1.

En anden stor sportsbegivenhed, hvis skæbne efter alt at dømme afgøres i dag, er OL. Det skal afholdes til sommer i den japanske hovedstad, Tokyo, men udbruddet af coronavirus har sat spørgsmålstegn ved, om den store sportsbegivenhed kan afholdes. I dag, tirsdag, afholder Den Internationale Olympiske Komité møde om sagen.

Discovery Networks og DR deler på dansk grund rettighederne til OL.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også