Dronningen fortsætter sejrstogt og snupper fire Bodil-priser

"Dronningen" løber med hele fire statuetter ved Bodilprisen lørdag aften og er dermed uddelingens topscorer.
Trine Dyrholm modtager 'Bedste Kvindelige Hovedrolle' for 'Dronningen', da Bodilprisen uddeles på Folketeatret lørdag den 29. februar 2020. | Foto: Philip Davali//
Trine Dyrholm modtager 'Bedste Kvindelige Hovedrolle' for 'Dronningen', da Bodilprisen uddeles på Folketeatret lørdag den 29. februar 2020. | Foto: Philip Davali//
AF RITZAU

Der var stor hæder til instruktøren May el-Toukhys "Dronningen", da der lørdag aften blev uddelt Bodil-statuetter i Folketeatret i København, for her vandt filmen ikke mindre end fire statuetter.

Det er de danske filmkritikere, der uddeler Bodilprisen, som er Danmarks ældste filmpris og i år blev uddelt for intet mindre end 73. gang.

Aftenens mest prestigefyldte pris, Bedste Film, kunne May el-Toukhy tage med hjem, men der var også priser til dramaets skuespillere.

Trine Dyrholm vandt prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle, mens Gustav Lindh, der spiller hendes stedsøn i filmen, fik prisen for Bedste Mandlige Birolle.

Filmens fotograf, Jasper Spanning, kunne lade sig hylde som Bedste Fotograf. Dermed sætter "Dronningen" endnu en trumf på et i forvejen overvældende år, hvor den har høstet stribevis af priser i både ind- og udland.

I "Dronningen" spiller Trine Dyrholm en kvinde, der forfører sin stedsøn. I motivationen for, at filmen skulle hædres som årets bedste, lød det fra Danske Filmkritikere:

"Det er både en film til tiden og en film, der vil sætte sig spor i filmhistorien som et vigtigt kunstnerisk og eksistentielt hovedværk."

Der var dog også plads til at hylde andre film og skuespillere, der har gjort det godt i årets løb.

Jesper Christensen triumferede, da han snuppede prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle for sin portrættering af en bonde i vanskeligheder i Michael Noers "Før frosten", og Sofie Torp kunne tage sin allerførste Bodil hjem for Bedste Kvindelige Birolle som Daniel Ryes søster i filmatiseringen af Puk Damgaards roman "Ser du månen, Daniel".

Årets Æres-Bodil gik til makkerparret Wikke og Rasmussen for det, som Danske Filmkritikere fra scenen kaldte "deres store indsats for dansk familiefilm".

For første gang modtager en kvinde Robert Prisen for Årets Instruktør

Her er de nominerede til årets Bodil-priser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også