Nent forlænger aftale med Disney

Film, serier og reklamesalg er nogle af komponenterne i ny aftale mellem Nordic Entertainment Group og Disney.
Foto: Nicholas Pfosi/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Nicholas Pfosi/Reuters/Ritzau Scanpix

Nordic Entertainment Group (Nent) og Disney har skrevet under på en ny aftale, der sender indhold fra sidstnævnte til førstenævnte. Det oplyser Nent i en pressemeddelelse.

Som et nyt led i aftalen vil Nents streamingtjeneste Viaplay samt Viasats kanaler være det første sted, hvor film fra 20st Century Studios, som Disney ejer, bliver lagt ud. Derudover vil film fra 20st Century Studios' bagkatalog samt serier fra ABC, der også er en del af Disney, blive tilgængelige på Viaplay. Og endelig vil Viasat også fremover sende kanalerne såsom Disney Channel og Disney XD ud til kunderne.

Nent oplyser samtidig, at Nent også fremover vil være ansvarlig for reklamesalget for Fox og Disneys kanaler i Sverige, Norge og Danmark.

Det oplyses ikke, hvor lang parternes aftale er, blot at den er flerårig.

Disney har kurs mod et yderligere indtog i Norden. Selskabet har således annonceret, at streamingtjenesten Disney+ efter planen går i luften i de nordiske lande i løbet af sommeren. Tjenesten blev lanceret i november i først USA, Canada og Holland, og kort efter fulgte Australien, New Zealand og Puerto Rico efter. I marts bliver tjenesten sendt på markedet i Indien samt flere større europæiske lande såsom Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien, inden turen til sommer kommer til Norden, Portugal og Belgien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også