Sportsforbund ser med bekymring på Discoverys fremtid hos Yousee

Discoverys sportsindhold, som bl.a. tæller OL og herrelandsholdet i fodbolds kvalifikationskampe, står til at miste betydelig distribution, efter Yousee har varslet, at kanaler forsvinder fra faste pakker. Problematisk og beklageligt, lyder det fra DIF og DBU.
Den danske delegation ved åbningsceremonien ved OL i Rio i 2016 med tennisspilleren Caroline Wozniacki som fanebærer. | Foto: Stoyan Nenov/Reuters/Ritzau Scanpix
Den danske delegation ved åbningsceremonien ved OL i Rio i 2016 med tennisspilleren Caroline Wozniacki som fanebærer. | Foto: Stoyan Nenov/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er både "dybt problematisk og virkelig beklageligt", at Discovery Networks' kanaler, som sagerne står, fra årsskiftet ikke længere vil være en del af Yousees tre faste pakker. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU).

Discovery har rettighederne til en række sportsbegivenheder. Det gælder bl.a. det danske herrefodboldlandsholds kvalifikationskampe til EM og VM samt OL frem til 2024, hvor Discovery ved sommer-OL i 2020 deler rettighederne med DR – ligesom det var tilfældet ved vinter-OL i 2018.

"Alle lande har brug for noget at samles om. Og hvis der er noget, der evner dét, så er det fodboldlandsholdet og OL, som begge er nationale klenodier. Samtidig er OL et udstillingsvindue for mange idrætter, og det vil være en katastrofe for sporten, hvis OL-dækningen ikke når så langt ud som sædvanlig. Derfor ser vi med stor alvor på situationen omkring Yousees tv-pakker," siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør hos DIF, i meddelelsen.

Onsdag meddelte Yousee, at Discoverys kanaler går ud af de faste pakker. Yousee håber på at kunne lave en aftale med Discovery om at gøre kanalerne tilgængelige i Yousees bland selv-produkt – mens Discoverys direktør i Danmark, Christian Kemp, har bemærket, at Discovery også "lever helt fint uden Yousee".

Både DBU og DIF håber dog på en løsning, så det sportsindhold, som vises på Discoverys kanaler, fortsat vil blive distribueret vidt og bredt.

"Fodbold er den mest populære sportsgren og herrelandsholdet kan skabe en helt særlig sammenhængskraft i Danmark. Derfor bør flest muligt kunne se Christian Eriksen og de andre i årene frem. Det er problematisk og beklageligt, hvis seerne ikke får adgang til det populære fællesskab, som et fodboldlandshold kan skabe," siger Kenneth Reeh, konstitueret direktør for DBU, i meddelelsen.

Yousee er med godt 1,2 mio. kunder Danmarks største tv-distributør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også