Kanal 5-ejer truer med at forlade Yousee

Yousee tager bl.a. Kanal 5 og Canal 9 ud af sine tv-pakker. Ejeren bag, Discovery Networks, truer med at gå.
Foto: PR/Discovery Networks
Foto: PR/Discovery Networks
AF RITZAU

Tv-selskabet Yousee har lagt op til at fjerne alle Discovery Networks kanaler fra sine faste tv-pakker fra årsskiftet.

Det er blandt andet Kanal 5, der viser landsholdskampe, samt Canal 9 og Eurosport 1 og 2, som viser 3F Superligaen.

I stedet har Yousee lagt op til, at kanalerne skal være tilgængelige i en bland selv-pakke.

Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra Discovery Networks' direktør, Christian Kemp.

Han er dybt overrasket over beslutningen fra Yousee og truer med helt at forlade tv-selskabet, såfremt der ikke bliver sadlet om. 

"Vi har haft et langt og godt samarbejde med Yousee. Og vi fortsætter gerne dette fremover, men under andre forudsætninger," siger Christian Kemp. 

"Vi lever også fint uden Yousee. Medielandskabet er under kraftig forandring, vi har en række andre partnere, vi gerne vil arbejde tættere sammen med fremover," siger han i en pressemeddelelse. 

Han understreger, at kanalerne vil være mulige at tilgå andre steder, såfremt det skulle ende med et brud med Yousee, der er landets største tv-selskab med 1,21 mio. kunder. 

"Vi vil uanset hvad være tilgængelige for seerne i Danmark – måske bare ikke på Yousees platforme," siger Christian Kamp. 

Yousee har begrundet beslutningen med ændrede medievaner. Herunder at der blandt kunderne er et stort fokus på valgfrihed i tv-abonnementer. 

"Vores vigtigste opgave er at give kunderne mulighed for at vælge lige præcis det indhold, som de foretrækker." 

"I et marked under hastig forandring er det derfor afgørende, at vi giver magten tilbage til forbrugerne," sagde Yousee-direktør Jacob Mortensen i en pressemeddelelse tirsdag.

Yousee-aftale styrker TV 2's nichekanaler i presset tv-marked

Yousee hælder Discoverys kanaler ud af sine tv-pakker 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår