Netflix hopper på prisstigning i USA

De amerikanske Netflix-brugere har udsigt til den hidtil største prisstigning på tjenesten. Det smitter positivt af på aktiekursen.
Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Lucy Nicholson
Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Lucy Nicholson
AF Ritzau Finans

Aktien i Netflix stiger tirsdag med 6,7 pct., efter selskabet har annonceret sin største prisstigning over for kunderne i USA, siden streamingtjenesten blev lanceret for 12 år siden.

Netflix planlægger at kræve 13 dollar om måneden fra sine abonnenter i USA mod de nuværende 11 dollar, og det svarer til en forhøjelse på godt 18 pct.

"Vi ændrer vores prissætning fra tid til anden, mens vi fortsætter med at investere i fantastisk underholdning og i at forbedre den overordnede oplevelse med Netflix til gavn for vores medlemmer," hedder det i en mail fra Netflix ifølge Associated Press.

Prisforhøjelsen vil for første gang også ramme alle kunder i markedet i USA på en og samme tid - 58 mio. abonnenter ved udgangen af tredje kvartal 2018.

Meldingen fra Netflix modtages positivt blandt analytikerne, der ser tiltaget som et svar på de voksende udgifter, som koncernen har til produktion af eget indhold, som skal sikre nye kunder i butikken og holde de gamle glade.

Hos finanshuset Suntrust vurderes det, at prisforhøjelsen afslører "tillid til indholdspaletten og abonnementstrenden i 2019", mens man hos Buckingham Research peger på, at prisstigningen vil styrke Netflix' pengestrøm.

Ifølge Financial Times spår analytikerne, at Netflix i 2018 brugte 13 mia. dollar på indholdsproduktion, og i løbet af de første tre kvartaler af sidste år steg selskabets gæld med 2,8 mia. dollar til 8,3 mia. dollar.

"Vi er meget optimistiske omkring implementeringen, da dette er den fjerde prisforhøjelse i USA i Netflix' historie, og da den seneste var den meget succesfulde prisforhøjelse i 2018," skriver Buckingham Research ifølge Bloomberg News.

Hos Piperjaffray tager man også prisforhøjelsen roligt i forhold til kundereaktionen, for finanshusets undersøgelser indikerer, at kunderne i USA i snit faktisk er parate til at betale mere end 15 dollar om måneden. 15 dollar er i øvrigt den månedlige pris hos konkurrenten HBO.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også