Konservative vil skrue op for video i valgkampen

Folketingsvalg: Konservative er gået i gang med sin valgkampagne op til det forestående folketingsvalg, og video bliver en stor del af kampagnen. Til gengæld vil partiet skrue ned for outdoor- og printannoncering.
Formanden Søren Pape under Det Konservative Folkepartis seneste landsråd i september, som formentlig også bliver det sidste inden valget. | Foto: Bax Lindhardt/ Ritzau Scanpix 2018
Formanden Søren Pape under Det Konservative Folkepartis seneste landsråd i september, som formentlig også bliver det sidste inden valget. | Foto: Bax Lindhardt/ Ritzau Scanpix 2018
PIA OSBÆCK, FREELANCEJOURNALIST

Det Konservative Folkeparti har de seneste år byttet godt og grundigt ud i sit valg af reklamebureauer – mere om det senere. Når det kommende folketingsvalg skal afholdes senest i juni 2019, bliver det bureauet Envision, der skal hjælpe regeringspartiet med at få sine budskaber kommunikeret.

Partiet valgte bureauet i juni i år. Her stod Envision bag den første kampagne, der lægger op til næste folketingsvalg. Det var en digital profileringskampagne under pay-off’et "For dig og for Danmark".

Digital markedsføring kommer i det hele taget til at spille en større rolle ved dette valg, fortæller kampagnechef Peter Lemmich.

"Vi kommer til at annoncere meget digitalt, både bannerannoncer og på sociale medier," siger han og tilføjer, at også videoannoncering bliver prioriteret.

"Ved det kommende valg bliver video ekstra stort for os," siger Peter Lemmich, der uddyber, at partiet som flere andre bl.a. vil annoncere på video- og streamingtjenester, der med adressable tv giver mulighed for at adressere særlige målgrupper.

Skruer ned for outdoor og print

Ud over digital annoncering og videoannoncering vil Konservative også annoncere outdoor, dog i mindre omfang end ved sidste valg, hvor partiet kørte flere uger i træk. Også print vil blive brugt, dog også i mindre omfang.

"Vi er jo et mindre parti, så vi er tvunget til at prioritere. Men vi bliver mere kreative og mere skarpe denne gang," siger Peter Lemmich, der også siger, at budgettet til valgkampen ikke ligger helt fast endnu.

Flere partier forsøger sig i denne valgkamp med podcasts, men det ligger ikke i kortene hos Konservative.

"Det er en super idé, men endnu en ting, man skal bruge ressourcer på, og der er ingen garanti for, at det virker. Du kan annoncere og lave grafik og smække store reklamer op, men det, der virker bedst, er at møde vælgerne. Og vi sætter alt ind på at komme så meget ud som muligt for at møde vælgerne," siger Peter Lemmich.

Hovedbudskabet i Konservatives valgkampagne bliver følge Peter Lemmich "Vi arbejder for dig og for Danmark". Derudover vil partiet i valgkampagnen arbejde med fire underbudskaber, som bl.a. addresserer erhvervs-, velfærds- og retspolitik.

Flere bureauskift

Samarbejdet med Envision kommer, efter en periode hvor Konservative har været kunde hos flere forskellige reklamebureauer. Envision er det fjerde bureau i løbet af de seneste fire valgkampe – hvis man tæller den forestående valgkamp med. I 2007 brugte partiet Kunde & Co., i 2011 brugte man Adtomic, og i 2015 brugte Konservative Wibroe, Duckert & Partners.

Imellem valgkampene i 2011 og 2015 brugte man yderligere et bureau, Integral, hvor det trak op til en retssag om 1,8 mio. kr. for udført, men ubetalt arbejde ifølge Integral. Det endte dog med et forlig.

Selvom partiet er vant til bureausamarbejder, er det ikke altafgørende for, om en kampagne lykkes, mener kampagnechef Peter Lemmich.

"Selvfølgelig bidrager et bureau, men nogen tror, at et partis reklamekampagner ikke har noget med politikken og baglandet at gøre, og det er ikke rigtigt. Man kan sagtens udvikle en kampagne uden at bruge et bureau."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også