Michael Christiansen skal på hårdt arbejde inden DR-exit

DR's afgående bestyrelsesformand skal være med til at gennemføre besparelser, inden han træder tilbage.
Michael Christiansen, DR's afgående bestyrelsesformand. | Foto: /Ritzau Scanpix/Henning Bagger
Michael Christiansen, DR's afgående bestyrelsesformand. | Foto: /Ritzau Scanpix/Henning Bagger
AF RITZAU

Fra nytår træder Michael Christiansen tilbage fra sin post som bestyrelsesformand i DR og overlader sædet til Marianne Bedsted.

Men inden Christiansen lukker døren efter sig, er han sammen med bestyrelsen sat til at effektuere de besparelser, der skal gennemføres i DR.

Den nye medieaftale betyder nemlig for DR et farvel til flere tv-kanaler, licens og 20 pct. af budgettet frem til 2023.

"Det bliver mig og resten af bestyrelsen, der skal foretage alle besparelserne. Det er vi i gang med, og det bliver vi færdige med i de kommende uger," siger Michael Christiansen.

Dermed tiltræder Marianne Bedsted en virksomheder, der har truffet alle de beslutninger om besparelserne, der skal træffes, forklarer den afgående bestyrelsesformand.

"Det bliver hårdt. Det sidste halve år har ikke været helt så sjovt, som den foregående periode. Det kan man roligt sige," siger den afgående bestyrelsesformand.

"Meget givende og meget spændende"

Christiansen har siddet på posten i 10 år, og han beskriver årene som en fantastisk periode i DR's historie, der har været præget af omstilling og meget store krav om tilpasning til nye teknologier og vaner i befolkningen.

"Det har været udforende, men det er også et privilegium at få lov til at arbejde i en institution, der er i centrum for den samfundsmæssige teknologiske udvikling."

"Det har været meget givende og meget spændende," siger han.

Han overdrager et DR, der ifølge ham er toptrimmet, og som går en svær tid i møde.

"Det DR, der er i dag, er toptrimmet, og det har gennemført den mægtige omstilling med stor succes. Og så bliver det et DR, der skal slikke nogle sår, som følge af at nedskæringerne har den størrelse, de har."

"Det bliver ikke behageligt. Det bliver nogle triste tider for mange. Vi havde gerne set et DR, der forblev i den størrelse, det er i dag," siger han.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også