YouSee: Vi svigter ikke udenlandsk tv

Udenlandsk tv findes stadig hos YouSee, men kun i digitale husstande, forklarer direktør Niels Breining, der erkender at udenlandsk radio næsten droppes.
Per Fanefjord Laursen

YouSee har neddroslet flere af sine internationale kanaler – otte ud af 12 radiokanaler - og SVT1, ZDF og NDR kan kun ses, hvis man bliver YouSee Plus-kunde og kan modtage kanalerne digtialt.

Den nye prioritering fik forleden Socialdemokrater og SF på barikaderne i Politiken.

“Jeg synes, der påhviler YouSee et meget stort kulturpolitisk ansvar, da de dækker en så stor del af befolkningens tv- og radio-udbud. Derfor er det stærkt problematisk, at YouSee fjerner netop vores nabolandskanaler. Man mister kanaler, der er vigtige for forståelsen af vores nabolande, noget der er med til at kitte os sammen og skabe større sprogforståelse,” sagde medieordfører Mogens Jensen (S) til Politiken.

Medieordfører for SF, Holger K. Nielsen, erklærede enig i kritikken.

Direktør Niels Breining, YouSee A/S, svarer i dag igen i et læserbrev med kritik af Politikens vinkling og politikernes tolkning.

Præmissen om, at YouSee skærer voldsomt ned på distributionen af udenlandske tv- og radiokanaler, og at det skulle indebære et kulturpolitisk svigt, der skaber behov for politisk regulering, er gal, fastslår YouSee-direktøren.

“Fakta er, at YouSee løbende har forsøgt at påvirke politikere og myndigheder til at styrke udbredelsen af nabolands-tv. Selv har vi valgt at distribuere otte svenske, tyske og norske kanaler i vores grundpakke, og det er markant flere end for blot nogle få år siden. Det er båret af, at vi - i lighed med de citerede kulturpolitikere og eksperter - anser nabolandskanalerne for at være et vigtigt element i det danske mediebillede," skriver han.

Naboland tv bliver ren digital
YouSee har de seneste år distribueret SVT1 og ZDF analogt. Det stopper man med nu, men det betyder ikke, at de forsvinder. Ligesom de øvrige nabolandskanaler distribueres de fortsat digitalt, og dermed kan 60-70 pct. af YouSees kunder stadig se dem. Andelen vil formentlig nå op på 90 pct. i løbet af et par år, forklarer Niels Breining.

YouSee bliver gradvist nødt til at sløjfe analoge signaler, dels fordi kabeludbyderen skal bruge mere kapacitet på HD, dels for at gøre plads til de flere end 100 forskellige tv-kanaler, som YouSee-kunderne kan supplere deres tv-pakke med efter eget valg. En af dem er franske TV5 Monde, som ikke forsvinder fra YouSee, men fremover vil være en valgfri tv-kanal.

Stor radioudskiftning
YouSee vælger helt at stoppe udsendelsen af en lang række svenske, tyske og engelske radiokanaler.

Man vil i stedet skabe plads til den nye Radio 24syv samt alle DR’s DAB-kanaler, som dermed kommer ud til YouSee-kunder, der ikke har en særlig DAB-modtager, oplyser Niels Breining.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også