Radio 100 får public service-støtte

Radio 100 har fået tilsagn om støtte fra Public Service Puljen til to projekter, der skal løfte både Radio 100 og den nye søsterkanal Radio Klassisk.
Per Fanefjord Laursen

New Radio - selskabet bag Radio 100 - har søgt støtte i Public Service Puljen til to projekter, der skal løfte både Radio 100 og den nye Radio Klassisk, erfarer Mediawatch.

Det er første gang, at en radiostation søger og får støtte, efter medieforliget fra 2010 åbnede for radioansøgninger.

Bestyrelsesmedlem i Radio 100, Ole Mølgaard, bekræfter, at radioselskabet i starten af december bliver indstillet til støtte.

"Vi har en klar ambition om, at kommerciel radio skal have større betydning og - ikke mindst - skal bidrage til større mangfoldighed i det danske radiomarked, og her er det en stor håndsrækning, hvis vi ender med at få støtte til denne indsats fra Public Service midlerne," siger Ole Mølgaard til MediaWatch.dk

Radio 100 har fået støtte til at opdyrke nye værtstalenter til Radio100, hvor man lader sig inspirere af den måde, som Sveriges Radios 'Din Gatan' har fundet nye stemmer på.

”Vi vil ud blandt danskerne og finde almindelige mennesker, som har noget på hjertet - og som er gode formidlere.”

Klassisk radio
Det andet projekt, der støttes, er en kickstart til Radio 100-selskabets nye klassiske radiokanal, Radio Klassisk, som sender i dele af landet på FM. Her er der indstillet støtte til både en eventdel og til nogle af de vigtigste primetime programmer.

”Ambitionen er her at formidle den klassiske musik til de mange danskere, som godt kan lide lyden og stemningen i den klassiske musik, men som gerne vil have den formidlet i en moderne form med passion og viden," siger Ole Mølgaard.

Glad for mediestøtte
Ole Mølgaard glæder sig over, at der er politisk opbakning til at udvikle det kommercielle radiomarked i Danmark - på samme måde som man støtter aviser, fagblade og kommercielle tv stationer:

"Det er et meget vigtigt politisk signal om, at man tager radiomediet alvorligt, og at man tror på, at det ikke kun er DR, der kan producere radio af samfundsmæssig og kulturel betydning," siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også