Digitalt radioudbud trækker ud

Det planlagte udbud af tre nye landsdækkende radiokanaler på DAB er udskudt til februar - i bedste fald.
Per Fanefjord Laursen

Udbuddet af tre nye landsdækkende radiokanaler i DAB mux2 har været meget længe undervejs og er nu udskudt til i bedste fald februar.

Udbudsbekendtgørelsen er endnu ikke udstedt, og før det sker, kan udbuddet ikke gå i gang, oplyser Kaspar D. Lindhardt, sekretariatschef i Styrelsen for Bibliotek og Medier, til Mediawatch.

I mellemtiden anvender DR den ledige kapacitet i mux2 . DR har af Kulturministeriet, efter aftale med medieordførerne, fået tilladelse til at bruge den frem den 31. januar 2012.

Udbuddet var ellers i gang i juni, hvor en bekendtgørelse blev sat i høring med deadline den 14. juni.

Siden da har der været stille om planerne, der lige som andre mediepolitiske initiativer har været sat i bero på grund af valget. Det gælder også de afgørende, langsigtede DAB beslutninger, som politikerne skal tage, når de vælger ét af tre scenarier og dermed en tiårig digital strategi.

Udbuddet, som DR ikke kan deltage i, er del af det lille radioforlig fra juni 2009 og skal være en skønhedskonkurrence.

Ifølge bekendtgørelsen er det bedste råd til ansøgerne, at man i sin ansøgning tilfører mere alsidighed ved komme med et programformat, der ikke allerede findes på DAB i ansøgningstidspunktet.

Man får også bonuspoint, hvis man tilbyder unikt indhold og ikke samsender et FM-format på DAB. En radiokanal med studieværter og formidling af indhold tæller også på plus siden.

Hver kanal får kun en kapacitet på 144 kbit/s hver - det samme som 24syv har.

I mux2 ligger også NovaFM, PopFM, Voice og 24syv. Mens DR helt skal råde over mux1.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også