Ny klassisk radio er i æteren

Den nye private 'Radio Klassisk' er nu gået i æteren, og er klar til at opsamle de lyttere, der mangler klassisk FM-musik i dagtimerne fra tirsdag.
Per Fanefjord Laursen

Den nye kommercielle Radio Klassisk er nu gået i luften med nonstop klassisk musik. Dermed er radioen klar til at støvsuge de lyttere, der vil savne klassisk musik på FM i dagtimerne, når P2 forlader FM på tirsdag.

Radioen folder sig helt ud, når man er klar, på et tidspunkt inden jul. Når det sker, vil det blive med koncerter med landsdelsorkestre, debutkoncerter fra konservatorierne, værter, interviews og reportager.

"Vi kan ganske enkelt ikke forestille os, at de danske radiolyttere ikke skulle kunne høre klassisk musik i deres bil eller i løbet af dagen på arbejde og i hjemmet,” siger radioens administrerende direktør Jim Receveur i en pressemeddelelse.

”I første omgang vil vi lade musikken spille uden værter, og uden reklamer. Der vil være tale om både symfoniske værker, kammermusik, kormusik, opera og filmmusik”.

Det klassiske musikliv er glade for at det lykkedes at få radiokanalen i luften så hurtigt:

”Vi er meget glade for samarbejdet og for, at det er lykkedes at starte med at sende musik allerede nu”, siger musikchef Finn Schumacher talsmand for landsdelsorkestrene.

Radio Klassisk vil kunne høres på FM i store dele af landet. I første omgang i dele af Storkøbenhavn på 90.0 og 106.9 og i dele af Østjylland på 106.2. Der er flere sendefrekvenser på vej.

Kanalen kan også høres på landsdelsorkestrenes web sites og på radioklassisk.dk samt fra den 20. november på YouSee´s kabelnet.

Kanalen er blevet til i et partnerskab mellem De fem landsdelsorkestre, Det jyske musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Radio Klassisk.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også