Radio: Ny kommerciel "P2" på vej

Selskabet bag Radio 100 knopskyder i november med en dansk version af ‘Classic FM’ i et overraskende samarbejde med Danmarks fem landsdelsorkestre.
Per Fanefjord Laursen

Selskabet bag Radio 100 og Radio Soft offentliggør i dag, at man er gået i partnerskab med Danmarks fem landsdelsorkestre om at etablere en ny klassisk, semi-national radiostation - ‘Radio Klassisk’ - der går i luften den 20. november.

Bemærk timingen
Timingen synes ikke helt tilfældig. Blot 20 dage efter DR's P2 har forladt FM-båndet, vil den nye Radio Klassisk invitere på nonstop klassisk musik, der kan høres på FM i hele hovedstadsområdet, Nordsjælland og i Østjylland.

I resten af landet vil Yousees kabelkunder kunne høre den, ligesom at man vil kunne høre den online.

Administrerende direktør Jim Receveur, Radio 100, begrunder engagementet med, at Danmark mangler flere kanaler til det klassiske publikum.

“Kigger man på f.eks. det engelske marked, findes der meget succesfulde klassiske radiostationer, og det er der også plads til i Danmark. DR gør det godt, men vi kan se, at der er en stor del af især de mere moderne og yngre klassiske musiklyttere, som ikke bruger kanalen. De vil forhåbentligt kunne lide det, de hører på Radio Klassisk.”

Ledelsen bliver den nye Radio 100-programchef Rune Born Schwartz, der er programchef for alle selskabets radiokanaler. Tilsvarende er Jim Receveur administrerende direktør for alle radiohusets aktiviteter.

Musikken mangler en radiokanal
Orkesterchef Finn Schumacher fra Odense Symfonikorkester er begejstret for det nye initativ.

”Vi spiller hundredevis af koncerter hvert år, koncerter som hidtil ikke er blevet sendt i radioen, men som publikum nu vil kunne høre en del af på Radio Klassisk. Samtidig vil vores musikere være med til at formidle musikken på den nye kanal,” siger Finn Schumacher, der ser den nye kanal som et væsentligt initiativ i forhold til at sikre at orkestrene åbner den klassiske musik over for et nyt publikum.

Kommercielt forbillede
Forbilledet for Radio Klassisk er Classic FM, der er Storbritanniens største kommercielle radiostation med tilstedeværelse på FM i England, Wales og Irland, oplyser Jim Receveur.

Radio Klassisk skal sende 24 timer i døgnet og bliver en reklamefinansieret radiokanal, der efter britisk forbillede vil forsøge at kapitalisere på de særlige målgrupper, der kan tiltrækkes med en ren klassisk profil. Der er også flere unavngivne fonde og sponsorer, der har givet tilsagn om støtte.

Musikere som værter
Kanalen vil udelukkende have fokus på klassisk musik og vil indeholde en blanding af værtsbårne programmer, koncerter, og non-stop musikflader. En stor del af musikken vil blive præsenteret af musikere fra de fem landsdelsorkestre. Ligesom der vil blive ansat en redaktion, som får sæde i radiostudier på Rådhuspladsen i København.

“Orkestrene spiller en meget afgørende rolle i forhold til kanalen. Både i forhold til udvikling, formidling, musikprofil og events. Det er et fælles projekt. Vi har de stærke radiokompetencer, og symfoniorkestrene har med deres mere end 350 musikere en kollosal viden og passion for musikken. Det vil man kunne høre i programmerne,” siger Rune Born Schwartz til Mediawatch.

Jim Receveur oplyser videre, at det i løbet af året vil være muligt at lytte til kanalen på FM i endnu flere byer, og at selskabet også arbejder på, at stationen kan høres på DAB.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også