"Pinligt og med en tendens til kritikløst mikrofonholderi"

Mediernes dækning om sommeren får med grovfilen af Christian Kjeldsen, projektleder for Radiodays Danmark og manden i spidsen for Radiodays Europe. Han finder dog trøst i P1 og podcasts, afslører han i dagens 'sommer-status'. 1. Hvordan ændrer dine medievaner sig om sommeren?
MediaWatch

Mediernes dækning om sommeren får med grovfilen af Christian Kjeldsen, projektleder for Radiodays Danmark og manden i spidsen for Radiodays Europe. Han finder dog trøst i P1 og podcasts, afslører han i dagens 'sommer-status'.

1. Hvordan ændrer dine medievaner sig om sommeren?

"I år har jeg lyttet mere radio og læser flere netnyheder men til gengæld set mindre fjernsyn og har stort set slet ingen aviser læst. Aviserne er for tynde om sommeren, og jeg føler lidt, at jeg smider penge ud af vinduet, når jeg får en madpapirstynd Børsen stukket i hånden til kr. 30,00. Jeg får mit nyhedsbehov dækket via feeds til mobilen. Radio er jo et formidabelt medie om sommeren - det kan komme med overalt, jeg færdes. Jeg savner indhold visse steder, men så kan man jo altid snuppe noget P1 eller en udenlandsk eller dansk podcast. Podcast er fedt."

2. Hvad er din faste sommer-medie tradition?

"At lukke alt ned, og i år er det lykkedes ret godt at lukke min telefon- og mailkorrespondance ned med omverdenen. Mine folk er gode til at støvsuge min mailboks for ting, mens jeg rejser eller er på ferie."

3. Hvad synes du, om mediernes indhold og dækning om sommeren?

"Pinligt og med en tendens til kritikløst mikrofonholderi. Et friskt eksempel på mikrofonholderi var da et fly med StarTour gæster nødlandede, og Stig Elling tonede frem i alle medier for gud ved hvilken gang, uden at nogle journalister i første omgang dristede sig til at stille de kritiske spørgsmål om for eksempel, hvorfor StarTour ikke havde sikret sig, at det tyrkisk/tyske flyselskab levede op til rimelige krav om, at gæsterne kunne forstå flypersonalet i en nødsituation. De spørgsmål kom først bagefter og sent i forløbet og efter, at Stig Ellings krisestyring i første omgang var lykkedes. Hele pressens selvsving omkring Take That-aflysningen og de uhyrlige ting, der blev skrevet i løbet af det første døgn, vidner om, at vi i år ikke har haft "agurketid" men "hummertid". Omvendt er Ekstra Bladets "Jørgen Ege dækning" et godt stykke arbejde."

4. Hvad er det første, du tager fat på arbejdsmæssigt efter sommerferien?

"Det bliver lige på og hårdt. Radiodays Danmark-programmet skal laves færdigt, og vi har nogle tunge keynote speakere, der lader vente på sig, men sådan er det altid. Så en hurtig rundtur til Berlin, Amsterdam og London fylder den første arbejdsuge - og herefter går det ellers over stok og sten med Radiodays Danmark frem til oktober og Radiodays Europe frem til april næste år. Når jeg kommer hjem, lukker jeg alt ned i et døgn og besvarer de flere hundredevis af mails, der måske ligger og venter."

5. Hvad burde en anden person med relation til mediebranchen eller et medieselskab gøre som det første efter sommerferien?

"Vi mangler en fremadrettet plan for udviklingen af dansk radio, og den plan burde have været på bordet i efteråret. Men der har været "gået valgkamp i den" på Christiansborg det sidste halve år og derfor kommer den plan formentlig ikke før efteråret 2012. Jeg håber derfor alle involverede tager skeen i den anden hånd og sætter turbo på arbejdet, når valget er overstået den 25. oktober."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også