Rabøl: Et lidt skarpere P4

Det er især de brede DR brands, der er i søgelyset i justeringen mod en ny public service-linje. Det gælder også radio. Mens planerne for enjustering af DR1 er godt i gang, er tilpasninger af P4 og P3 endnu mest på tegnebrættet.
Per Fanefjord Laursen

Det er især de brede DR brands, der er i søgelyset i justeringen mod en ny public service-linje. Det gælder også radio.

Mens planerne for enjustering af DR1 er godt i gang, er tilpasninger af P4 og P3 endnu mest på tegnebrættet.

“Tanken er, at P4 får en indholdsoprustning med nye programmer og redaktionelle tilpasninger i eksisterende programmer, hvor der bliver lidt højere til loftet,” siger mediedirektør Gitte Rabøl, der for godt tre uger siden fik det overordnede ansvar for, at DR sigter efter klassisk public service i moderne perspektiv.

”P4 skal fortsat fokusere på det, kanalen er god til, nemlig at lave begavet regionalradio med fokus på journalistikken fra lytternes lokalområde. Her må der gerne komme endnu større journalistisk skarphed i fladen,” lyder mediedirektørens budskab.

P3 er skarp nok
DR’s konkurrenter og lytterne skal ikke forvente, at P3 ændrer profil i den kommende tid.

“Generelt skal P3 bevare sin nuværende kombination af indholdsskarphed og den lette overskudsagtige tilgang til emnerne. P3 har eksempelvis allerede ‘Pressen på P3’, hvor man behandler væsentlige samfundsmæssige emner på P3s måde. Desuden er der Mads og Monopolet, som behandler personlige og relationsdilemmaer,” siger hun.

Ny radiochef
Den nyudnævnte mediedirektør gennemfører indholdsjusteringerne i tæt samarbejde med den nye radiochef i DR Medier, Tor Arnbjørn, der har en fortid som redaktionschef på P1 og DR2, men som efter Ole Mølgaards afgang tidligt i maj fik ansvar for al radio i DR.

Digital lytning kompenserer for FM-tab
Hverken på tv eller radio er der intentioner om, at DR’s share eller dækning skal ændres - hverken op eller ned.

“Vi nedjusterer ikke forventningerne til DR’s samlede dækning på radio, fordi vi mister én FM-kanal (til november, red.) Selvfølgelig vil tabet af P2 på FM betyde noget, men da vi samtidig opruster på den digitale radiofront, så følger vi det skift, der sker i danskernes radiolytning. Danskerne benytter sig i stigende grad af digitale radiomuligheder, og derfor satser vi på, at det samlet set betyder, at DR som minimum vil kunne opretholde den samme kontakt til danskerne, som vi har i dag,” siger hun.

DR's ugentlige dækning på radio står i dag solidt på 87 procent. (Share: 80 procent)

Public service-oprustning er især digital
Indtil nu er den mest hørbare tilpasning til mere public service substans, at DR’s digitale-kanaler i løbet af 2011 ændrer stil, så DR ender med en portefølje på sammenlagt ti kanaler - inklusive FM og DAB.

DR’s rene digitale udbud bliver alle indholdsformaterede, og det som mediedirektøren kalder for ‘rigtige’ radiokanaler.

P5 er for dem over 60 år, P6 Beat for tilhængere af ny, smal musik, og hitradioen P7 Mix lanceres i næste uge. Senere kommer nye profiler som P8 Jazz, Ramasjang og Mama.

Den 1. november overgår P2 til en 24 timers DAB udgave.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også