Bertelsen og Brügger til 24syv

To af Danmarks mest innovative programfolk bliver kanalchefer på den nye 'Radio 24syv'.
Per Fanefjord Laursen

Mikael Bertelsen og Mads Brügger er i dag blevet ansat i programledelsen på Berlingske Peoples 'Radio 24syv'.

De får ansvaret for at udvikle og drive den del af 24syvs programflade, som ligger ud over nyheder og aktualitet. De skal dermed være med til at sikre, at Danmarks nye public service radio ikke bare holder et højt kvalitetsniveau i sine programmer, men også udvikler nye, overraskende bud på moderne taleradio.

"Mikael Bertelsen og Mads Brügger er indbegrebet af eftertanke, dybde, originalitet, humor og uforudsigelighed. Med dem i spidsen, skulle der være en vis garanti for at Radio 24 kommer til at leve op til kravene om at levere nytænkende radio af høj kvalitet,” siger radiodirektør Jørgen Ramskov i en pressemeddelelse.

Med ansættelsen af Mikael Bertelsen og Mads Brügger er ledelsen af Radio 24syv, der går i luften 1. november, på plads.

Ud over de to kanalchefer og direktør Jørgen Ramskov består ledelsen af nyhedschef og stedfortrædende radiodirektør, Suzanne Moll.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også