P1-omlægning til fordel for 24syv

P1 og P2 skal fra den 1. november dele sendetid på én FM-frekvens - den frekvens, som P1 benytter nu. DR har imidlertid besluttet ikke at rebrande P1 som én "ny" radiostation, ledelsen har i stedet valgt, at kanalen skal drives med to forskellige flader og separate brands og med to programledelser.
Per Fanefjord Laursen

P1 og P2 skal fra den 1. november dele sendetid på én FM-frekvens - den frekvens, som P1 benytter nu.

DR har imidlertid besluttet ikke at rebrande P1 som én "ny" radiostation, ledelsen har i stedet valgt, at kanalen skal drives med to forskellige flader og separate brands og med to programledelser.

“P1 og P2 bliver to kanaler, to brands på én FM-frekvens. P1 og P2 skal ikke flettes ind i hinanden, men være skarpt adskilte,” siger P1-chef Anders Kinch-Jensen, der understreger, at P1 og P2 fortsætter med hver deres egen fuldblodskanal på DAB.

Resultatet af strategien er, at P1 på FM i realiteten bliver en distributionskanal for to forskellige radio-formater. Lyttere på FM-båndet kommer til at gå forgæves efter klassisk musik i hele dagsendetiden. Til gengæld bliver de lyttere, der tidligere har fanget genudsendelser af formiddagsprogrammer, og ikke mindst  'Orientering' i aftensendetiden, præsenteret for – klassisk musik.

Diffus branding fordel for 24syv
24syv-direktør Jørgen Ramskov, der snart står i spidsen for en konkurrent til P1, vil ikke tolke på DR’s branding strategi, men er ikke blind for, at en mere diffus kanalprofil er en hjælp til konkurrenterne.

”Det står klart, at P1 får det langt sværere efter 1. november, fordi den nu skal rumme to meget forskellige programformater på én kanal. Mulighederne for at strømline et radioformat til de lyttere, der ønsker taleradio er vanskeligere, når der skal skabes plads til den klassiske musik og diverse specialudsendelser. Derfor vil denne omlægning af P1 være en fordel for os, idet Radio 24syv har en ren taleradioprofil og derved kan brandes tydeligere,” siger Jørgen Ramskov.

Den tidligere DR-chef er næppe ubekendt med problematikken. DR’s radioudvikling har i de seneste 10-15 år tilstræbt en klar branding af kanaler i erkendelse af, at lyttere i et stort, fragmenteret medieudbud søger mod den klare branding af indhold, stil og tone på én flade.

Mindre tv-kanaler afhængig af stringent branding
Direktøren for Maxus Communications, Henrik Abraham, konstaterer, at DR har fået en bunden opgave af politikerne, der ikke er ideel.

Det er dog værd at erindre sig, at uklar branding fra broadcastere kan koste lyttere/seere, påpeger Henrik Abraham, og henviser til, at meget af den relative gennemslagskraft og seeropbakning, som f.eks. Zulu, Kanal4, TV3+ og 6’eren har, netop skyldes fokus på stringent knivskarp branding.

”Set med kommunikations- og marketing-briller, skal DR naturligvis fastholde ét brand for radiostationen ‘P1’ - nu med en lidt anden programsammensætning.”

P1 er stærk
DR’s situation er ikke heldig, konstaterer rådgiver og broadcast media-ekspert, Lasse Roldkjær, der godt kan forstå en undren over, at DR vil risikere at ’demontere’ sine ellers bomstærke ’P’-brands.

”Radiostationers programmer er generelt ikke noget, som lytterne stiller deres ur efter, men det gør man med P1, som har en stor og trofast skare af lyttere, der specifikt åbner for radioen for at høre deres favoritprogram. Med den baggrund kan DR tillade sig at lave en sammenlægning af to stationer på en kanal. Yderligere skærper DR deres programstrategi ved at lægge programmer i nogle overordnede bånd formiddag vs. eftermiddag og skærer programmerne ned til nogle mere overkommelige varigheder. Og så tror jeg faktisk, at de lyttere, som der er til P1 og P2, er modtagelige for at finde kanalerne på DAB, så man skal bestemt ikke undervurdere dette set-up og specielt ikke DR,” siger Roldkjær, der er tidligere programchef på NOVAfm og Sky Radio.

To chefer en radio
DR fører "duo-brand" strategien helt ud i livet. Man har således valgt, at P1/P2-fladen skal ledes af to programchefer.

”Ole Mølgaard er chef for P2 – jeg er chef for P1. Vi udgør som nu den fælles radioledelse under Mikael Kamber. Vi er formelt set chefer for hver vores del af FM1(FM-frekvenssættet, der i dag rummer P1, red.) – Ole for P2 på alle platforme, jeg for P1 på alle platforme,” siger Anders Kinck-Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også