Nævn siger god for 24syv

Radio- og tv-nævnet har godkendt Berlingske Peoples FM4-ansøgning og er klar til at udstede tilladelsen om tre uger - uanset om EU har godkendt eller ej.
Per Fanefjord Laursen

Radio- og tv-nævnet har accepteret Berlingske People som den eneste ansøger til at drive FM4-koncessionen, der skal udvikles til en newstalk-radio med lancering den 1. november.

“Efter 14 dage har vi konstateret, at ansøger overholder de betingelser, der stilles til ansøger. Vi forventer at udstede sendetilladelsen på otte år til Berlingske People på næste nævnsmøde den 5. april,” siger formanden for Radio- og tv-nævnet Christian Scherfig.

Radio- og tv-nævnet, der kun fik én ansøger, kunne have fremskyndet processen som en håndsrækning til ansøger, men valgte at følge den oprindelige tidsplan.

“Havde vi rykket processen frem, kunne det være tolket som en politisk handling. Det ønsker vi ikke,” siger han med reference til, at Socialdemokraterne har lovet nedlægge projektet, hvis regeringsmagten skifter, inden tilladelsen udstedes.

EU har ikke godkendt FM4-udbuddet?

“Det er korrekt, men alt, hvad vi hører fra EU, er meget betryggende. Glipper det med en godkendelse inden den 5. april, kan vi eventuelt udstede tilladelsen med det forbehold, at der er en verserende EU sag. Jeg tvivler på, at det vil blive aktuelt.”

Berlingske People planlægger at lancere sin landsdækkede newstalk-radio under brandet ‘24Syv’.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også