TV 2 tror ikke FM4 projekt er droppet

TV 2 arbejder videre på sin FM4-ansøgning, selv om alliancepartneren JP/Politiken tilsyneladende er ude.
Per Fanefjord Laursen

TV 2s direktør er ikke overbevist om, at partneren JP/Politiken reelt har trukket sig ud af FM4-ansøgningen, trods fredagens beslutsomme aflysning af ansøgningsprocessen.

Det er det indtryk, der efterlades, når man taler med TV 2-direktør Merete Eldrup.

Balancegang
Siden fredag har TV 2 balanceret på en sten í vadestedet, men mediekoncernen betragter sig stadig som kandidat til at vinde FM4-koncessionen, selv om alliancepartneren vendte tommelfingeren nedad.

“Det var en meget bastant udmelding fra JP/Politiken i fredags, så lad os nu se. De har ikke sagt til os, at projektet er droppet, så vi arbejder videre,” siger hun.

Enig i kritik
Hun understreger, at hun er enig i kritikken, som JP/Politiken rejste, og angav som årsagen til at trække sig.

“Vi ønsker heller ikke at skulle byde med konkrete navne i ansøgningen,” siger hun med henvisning til JP/Politikens kerne-kritikpunkt - at en ansøger skal have forudgående godkendelse i Radio- og tv-nævnet, hvis man vil foretage ændringer i radioens ledelse, nøglepersoner og/eller underleverandører. Men kun hvis ansøgerne nævner disse personer eller deres kompetencer i ansøgningen.

Venter signal fra embedsmænd
Merete Eldrup afventer, at embedsmændene i Styrelsen for Bibliotek og Medier behandler den kritik, der er rejst af JP/Politiken, og så forventer hun, at samarbejdspartneren giver en endelig afmelding af samarbejdet - hvis det altså bliver udgangen.

“Vi arbejder videre med det udgangspunkt, at vi søger FM4, og der er snart deadline (28.2 red.),” siger Merete Eldrup, der ikke i dag kan svare på, om TV 2 kunne ende med at søge alene - eller med en anden.

Stig Ørskov: Ikke på de betingelser
Koncerndirektør Stig Ørskov bekræfter, at JP/Politiken er ude, med mindre der ændres i udbudsteksten.

“Som udbudsmaterialet ser ud, må vi konstatere, at vi ikke kan deltage i konkurrencen om sendetilladelsen for den fjerde landsdækkende radiokanal. Det er uforeneligt med vores opfattelse af den redaktionelle frihed, at Radio- og tv-nævnet ønsker at forhåndsgodkende konkrete indholdsændringer i programfladen og udskiftninger af ledelsen og nøglemedarbejdere i organisationen. Redaktionel uafhængighed begynder og slutter med enkeltpersoner.”

Stig Ørskov understreger samtidigt, at JP/Politiken anerkender regeringens vilje til at bryde radiomonopolet og er overbevist om, at der blandt en stor del af befolkningen efterspørges en levende radio, som sender nyheder, holdninger og begavet humor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også